Økonomi
0

Amerikanske jobtal bedre end ventet

Jobvæksten er stigende, og der er ikke tegn på, at opsvinget er ved at køre af sporet

Optimismen i amerikansk økonomi er tårnhøj både blandt forbrugere og virksomheder. Foto: AP/Julio Cortez

Den amerikanske beskæftigelsesrapport for august, der er offentliggjort fredag eftermiddag, peger umiddelbart lidt i begge retninger.

Jobskabelsen ser ved første øjekast ud til at være bedre end ventet, men en revidering af tallene fra juli annullerer den fremdrift og betyder en let skuffende arbejdsløshedsprocent.

Samtidig var de gennemsnitlige timelønninger dog noget stærkere end ventet, og det peger i retning af, at Federal Reserve muligvis igen snart vil hæve sin ledende rente.

Hvad er USA's kongetal?
  • Hver måned offentliggør USA det såkaldte kongetal. Det er tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet i den foregående måned.
  • Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.
  • Går det godt hos amerikanerne, er det godt for Europa og dermed også Danmark, der har mange virksomheder, som lever af at sælge varer og tjenesteydelser til amerikanerne.
  • Tallet er vigtigt af to årsager:

- Hvis antallet af nye arbejdspladser er højere end 100.000 til 120.000, så er der tale om en positiv udvikling. For hver måned tilføres det amerikanske arbejdsmarked op mod 120.000 nye arbejdsføre mænd og kvinder, skønnes det.

- I et lidt længere perspektiv er det et nøgletal, der indeholder en masse ny information om både erhvervslivet, forbruget og boligpriserne. Det er de vigtigste komponenter i økonomien.

Sådan tolker markedet det i hvert fald umiddelbart, idet aktierne over en bred kam er faldet yderligere tilbage efter offentliggørelsen, mens dollar styrkes, og statsrenterne stiger.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation stiger efter offentliggørelsen fra godt 2,88 pct. til 2,91 pct., mens futures for de tre ledende aktieindeks er faldet yderligere tilbage og nu peger på indledende fald på mellem 0,3 pct. og 0,5 pct.

Herhjemme er C25-indekset også faldet en smule mere efter fremlæggelsen af tallene, mens den tiårige danske rente er steget til 0,32 pct. fra 0,30 pct., inden tallene blev kendte.

Jobskabelsen uden for landbruget i USA var i august 201.000 mod ventet 191.000 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 204.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 194.000.

Til gengæld blev tallene for juli revideret ned til henholdsvis 147.000 og 153.000 fra tidligere opgjort 157.000 og 170.000.

Samlet set betød det en uændret arbejdsløshed på 3,9 pct. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 3,8 pct.

Kigger man på timelønningerne, der ofte fremhæves som en væsentlig del af arbejdsmarkedsrapporten, var der positive takter at læse.

De gennemsnitlige timelønninger i USA steg således med 0,4 pct. i august sammenlignet med juli, mens økonomerne havde ventet en fremgang på det halve.

På årsbasis steg timelønningerne med 2,9 pct. mod en ventet fremgang på 2,7 pct.

BRANCHENYT
Læs også