Serier
0

Kinas eksport brager stadig derudaf

Trumps handelskrig
Kinesiske virksomheder producerer på højtryk for at få afskibet så mange varer som muligt, inden toldsatserne sættes op igen. Foto:Shizuo Kambayashi

Handelskrigen har ikke sat en kæp i hjulet på den kinesiske økonomi, da de kinesiske virksomheder producerer på højtryk for at få afskibet så mange varer som muligt, inden toldsatserne sættes op igen.

- Eksportvirksomhederne forsøger at løbe foran den ventede forøgelse af toldsatserne på 25 pct. til januar. Dette billede vil afspejles i tallene for november og december også, siger Iris Pang, økonom i ING Bank, til Bloomberg News.

- Vi venter ikke, at udfaldet af møderne mellem Xi og Trump ved G20-topmødet i slutningen af måneden vil være positivt. Men vi håber bare, at møderne ikke vil gøre mere skade i forhold til handelskrigen, siger hun.

Amerikanerne har varslet øget told på kinesiske varer importeret til USA for 200 mia. dollar. Toldsatsen skal sætte op til 25 pct., og det får handlen til at gløde mellem de to lande lige nu.

I oktober voksede eksporten med 15,6 pct. på årsbasis - mod økonomernes forventning om en vækst på 11,7 pct. ifølge Bloomberg News. Importen steg med 21,4 pct. mod ventet 14,5 pct.

Eksporten til USA steg med 13,2 pct. til 42,7 mia. dollar i oktober, skriver Bloomberg News.

Handelsbalancen voksede dog ikke helt så meget som ventet - men endte dog højere i oktober end måneden før.

Handelsoverskuddet endte i sidste måned på 34,01 mia. dollar, hvilket lå under de ventede 35,15 mia. dollar. Overskuddet på handelsbalancen ligger dog stadig højt, og det steg fra 31,28 mia. dollar i september.

BRANCHENYT
Læs også