Økonomi
0

Vismændene advarer: Kan blive nødvendigt at udskyde skattelettelser

Selv om dansk økonomi styrer mod en "blød landing" af opsvinget, så advarer de Økonomiske Vismænd fortsat mod en overophedning i økonomien. Derfor kan det blive nødvendigt at udskyde skattelettelser og afskaffe håndværkerfradraget.

Vismændene fra Det Økonomiske Råd. I midten ses overvismand Michael Svarrer. Arkivfoto: Casper H. Christensen.

Selv om dansk økonomi grundlæggende er i en fin forfatning, hejser de Økonomiske Vismænd alligevel et lille advarselsflag over for regeringen.

Hvis dansk økonomi fortsætter med at buldre afsted, samtidig med at antallet af ledige hænder på arbejdsmarkedet falder, kan det føre til en overophedning af dansk økonomi – og så skal politikerne på Christiansborg i gang med at stramme finanspolitikken i form af aflyste skattelettelser og stigende CO2-afgifter.

Sådan lyder advarslen fra de Økonomiske Vismænd, der tirsdag har offentliggjort deres halvårlige rapport, der tager temperaturen på dansk økonomi.

»Vi forventer fortsat pæn vækst i dansk økonomi med vækstrater omkring 2 pct. om året. Der er dog stigende risici i økonomien. Disse går begge veje, men der er særlig grund til at være agtpågivende i forhold til risikoen for overophedning,« siger overvismand Michael Svarer.

Selv om Vismændene vurderer, at dansk økonomi de kommende år vil få en såkaldt ”blød landing” - hvilket betyder, at den stigende efterspørgsel i økonomien vil blive mødt af en modsvarende stigning i arbejdsstyrken - advarer Vismændene stadig mod risikoen for en overophedning af økonomien.

»Stiger manglen på arbejdskraft, kan det blive nødvendigt at stramme finanspolitikken mere end planlagt,« siger Michael Svarer.

Sker det, vil det ifølge Vismændene blive nødvendigt at stramme den finanspolitiske skrue og annullere flere planlagte skattelettelser. Konkret foreslår de Økonomiske Vismænd, at indfasningen af jobfradraget og udvidelsen af beskæftigelsesfradraget, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i februar, udskydes for at tage dampen af økonomien.

Samtidig foreslår Vismændene, at man fra politisk side kunne hæve CO2-afgifterne og afskaffe håndværkerfradraget for at lægge en yderligere dæmper på væksten i dansk økonomi.

Men det er altså kun et worst case-scenarie. For grundlæggende er sundhedstilstanden i dansk økonomi god, lyder vurderingen i rapporten.

Vismændene skønner, at dansk økonomi vil vokse med 2,4 pct. næste år, 2,1 pct. i 2020 og i snit 1,7 pct. om året frem mod 2025.

»Dansk økonomi er i væsentlig bedre form end i årene op til finanskrisen. De offentlige finanser er grundlæggende sundere, de danske virksomheders konkurrenceevne er bedre, og den finansielle sektor er mere robust,« siger Michael Svarer.

BRANCHENYT
Læs også