Trump langer igen ud efter centralbankchef: »Han er for aggressiv«
Det vil være tåbeligt, hvis Federal Reserve hæver renten i næste uge, mener USA's præsident Donald Trump.
Donald Trump har igen skudt med skarpt mod den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), og centralbankchefen Jerome Powell. I et interview med Reuters kritiserer den amerikanske præsident, at Fed formentlig vil sætte renten op i næsten uge.
»Jeg synes, det ville være tåbeligt, men hvad kan jeg sige? Man er nødt til at forstå, at vi udkæmper nogle handelskrige, at vi vinder. Men jeg har også brug for en lempelig pengepolitik,« siger Donald Trump.
Fed har indtil nu i 2018 hævet renten tre gange. Siden centralbanken i 2016 gik i gang med at hæve renten, er det dermed blevet til syv renteforhøjelser.
Og der er lagt op til den ottende renteforhøjelse, når centralbankens såkaldte Federal Open Market Committee (FOMC), som fastlægger pengepolitikken, mødes i næste uge.
Regner man på handlen med de såkaldte Fed-futures, viser det, at markedet ser en sandsynlighed på næsten 74 pct. for en rentestigning til et interval mellem 2,25 pct. og 2,50 pct. i den kommende uge.
I interviewet med Reuters er det ikke kun udsigten til en renteforhøjelse, der bliver mødt med kritik. Det samme gør Jerome Powell. Jerome Powell, der tiltrådte posten i februar er tidligere blevet kritiseret af Donald Trump, selv om Donald Trump selv udpegede ham.
I slutningen af november udtalte Donald Trump følgende til Washington Post:
»Indtil videre er jeg ikke en gang den mindste smule glad for mit valg af Jay. Ikke en gang den mindste smule. Og jeg bebrejder ikke nogen, men jeg fortæller dig bare, at jeg synes, Fed er langt ude med, hvad de gør.«
I interviewet med Reuters er kritikken dog krydret lidt med en positiv vending.
»Han er en god mand, der prøver at gøre det, han tror der er bedst. Men jeg er uenig med ham. Jeg synes, at han er for aggressiv, alt for aggressiv,« siger Donald Trump.