Økonomi
0

Michael Svarer fortsætter på posten som overvismand

Michael Svarer fortsætter som overvismand i Det Økonomiske Råds formandskab frem til udgangen af 2021.

Overvismand Michael Svarer fortsætter på posten indtil udgangen af 2021. Arkivfoto: Casper Holmenlund Christensen.

Økonomiprofessor på Aarhus Universitet, Michael Svarer, fortsætter som overvismand for De Økonomiske Vismænd, der fungerer som statens finanspolitisk vagthund.

Det bekræfter både Michael Svarer selv og Økonomi- og Indenrigsministeriet over for Dagbladet Børsen.

Hans kontrakt udløb oprindeligt til nytår, men bliver nu forlænget til udgangen af 2021.

Dermed fortsætter De Økonomiske Vismænd, eller Det Økonomiske Råds formandskab, som er det officielle navn, med Michael Svarer ved roret på vej ind i en turbulent periode.

Som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser blev det tidligere på året annonceret, at vismændenes sekretariat fra og med årsskiftet skal flytte fra København til Horsens.

Jeg ville føle, at det ville være at stikke af.

Michael Svarer, overvismand

Beslutningen er blevet mødt med stor kritik fra flere fronter og har medført en regulær medarbejderflugt fra vismændenes sekretariat.

Den lettere kaotiske situation har også været en af årsagerne til, at Michael Svarer nu har valgt at fortsætte på posten.

»Jeg ville føle, at det ville være at stikke af. Der er mange uafklarede ting, som gør, at det med at overlevere en velfungerende butik, som er rart, det kan man ikke gøre lige nu. Der er rigtig meget usikkerhed,« siger Michael Svarer til Børsen.

47-årige Michael Svarer blev vismand i 2012 og udpeget til overvismand i 2016.

Udover Michael Svarer består De økonomiske Vismænd i dag af Torben Tranæs, Carl-Johan Dalgaard og Lars Gårn Hansen.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også