Økonomi

Nyhed: Brugte biler går som varmt brød. Nyhed: I 2022 bliver det »endnu dyrere at være dansker« ifølge økonomer. Nyhed: Mange råvarer er på vej ind i en supercyklus. Analyse: Forbrugervagthund kan komme kunderne til undsætning - måske er negative renter ulovlige.

USA's centralbank hæver renten: »En syngende lussing til Trump«

For niende gang siden 2015 hæver Federal Reserve nu renten, men signalerer færre rentestigninger i 2019 end i 2018.

Jerome Powell afløste Janet Yellen som centralbankchef tidligere på året og har siden været under pres fra USA's præsident for at holde renten i ro. Foto: AP/Susan Walsh

USA’s centralbankchef Jerome Powell annoncerede onsdag, at Federal Reserve hæver renten med et kvart procentpoint.

Samtidig har centralbanken bekendtgjort, at den kun forventer at hæve renten to gange i 2019 sammenholdt med fire gange i 2018, hvilket bekræfter den milde opbremsning i rentestigninger, som markedet har beredt sig på de seneste dage.

Beslutningen om igen at hæve den toneangivende rente til niveauet 2,25-2,5 pct. er et udfald af et todages møde i den pengepolitiske komité i centralbanken, der forventer en uændret inflation på 1,9 pct. i 2019 og derefter et lille hop til 2,1 pct. i 2020 og 2021.

For at holde inflationen stabil omkring 2 pct. og undgå en overophedning af økonomien barsler centralbanken med en medianrente på 2,9 pct. i 2019 og 3,1 pct. i 2020 og 2021.

Dermed har Fed sænket sin prognose siden septembermødet, hvor Jerome Powell - der tidligere på året afløste Janet Yellen på posten under stort postyr - proklamerede en medianrente på 3,1 pct. i 2019 efterfulgt af 3,4 pct. i 2020 og 2021.

Det har længe været taget for givet, at Fed ville hæve renten for fjerde gang i år og for niende gang siden 2015, hvor finanskrisen var kommet tilpas meget på afstand til at tage det værktøj i brug.

På grund af den aktuelle markedsuro var der dog op til aftenens rentemøde alligevel opstået en vis tvivl om, hvorvidt renten ville blive hævet eller ej i denne omgang.

Nu er tvivlen væk og en lidt mindre stram pengepolitik efter alt at dømme en realitet, forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje:

»Rentestigningen er præcis, som Fed selv har lagt op til, og et udtryk for, at de økonomiske nøgletal fortsat er gode og amerikansk økonomi i fin form trods den seneste tids markedsuro. I markedet er der dog bekymring for, om væksten og opsvinget kan vare ved og i værste fald blive kvalt af Feds renteforhøjelser. Derfor opstod der også en vis tvivl om, hvorvidt Fed ville give markedet en indrømmelse og sætte renteknappen på pause. Det er forklaringen på, at Fed i sin retorik går mere på listefødder, end vi har set indtil nu,« lyder den umiddelbare reaktion fra Henrik Franck.

Ifølge direktøren er udmeldingen et klart udtryk for, at den amerikanske centralbank befinder sig et vanskeligt sted, hvor den på den ene side står med en stærk økonomi flankeret af gode væksttal, men på den anden side er nødt til at overveje, om opsvinget er ved at aftage.

»I princippet ville det have været at foretrække, at markedet opjusterede sine renteforventninger. Det ville være et tegn på, at opsvinget er mere holdbart. Det er lidt mere kritisk, at Fed skal indstille sig på markedets bekymringer. Det vil blive tolket som et tegn på, at vækstopbremsningen ikke længere ligger så langt ude i fremtiden,» siger Henrik Franck.

Mens Formuepleje nødigt vil gisne om, hvor mange rentestigninger 2019 byder på, forudser Nykredit en uændret hastighed i forhold til de fire stigninger i år.

»Vi forventer, at turbulensen løjer af, og at væksten vinder styrke, mens USA vil se tiltagende inflation – det vil holde Federal Reserve i gang med forhøjelserne. Sker det ikke, så vil centralbanken også blive mere varsom med sine stramninger,« forklarer Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Han bemærker desuden, at præsident Donald Trumps pres på centralbanken for at holde renten i ro og dermed lempe pengepolitikken ikke har virket.

Også Sydbank hæfter sig ved, hvad Danmarks fjerdestørste bank kalder for »en syngende lussing« til Donald Trump fra Jerome Powell i og med, at de gradvise forhøjelser ser ud til at fortsætte lidt endnu.

»Feds analyser viser, at renten er tæt på et neutralt renteniveau, der hverken bremser økonomien eller giver den ekstra brændstof. Centralbanken har kigget en ekstra gang i krystalkuglen for 2019 og kommet frem til konklusionen, at den globale økonomi vil skyde en lavere fart til næste år. En eksplosion i handelskrigen, et hårdt brexit, en opbremsning i den kinesiske økonomi og en stramning af den globale likviditet fra centralbankernes side udgør alle betydelige risikofaktorer for den globale økonomi i det kommende år,« skriver Sydbank i en kommentar.

I modsætning til Nykredit ser Sydbank kun to renteforhøjelser i 2019 for sig, fordi det andet halvår i lyset af ovenstående scenarier meget vel kan føre til en opbremsning i økonomien. Det skyldes - skriver banken - at Donald Trumps skattelettelser og øgede offentlige udgifter vil stoppe med at dosere kunstigt åndedræt til økonomien.

»I 2020 kan amerikansk økonomi sågar gå i bakgear. En amerikansk recession i et valgår vil være en katastrofe for Trump, når Trump i 2020 jagter genvalg som præsident. Derfor har vi næppe set det sidste fjendske tweet fra Trump rettet imod Powell og co.«

Umiddelbart efter centralbankens udmelding onsdag aften dansk tid, er de amerikanske aktier dykket kraftigt.

Læs også
Top job