Medie: Trump vil ikke godkende midlertidig budgetlov
USA's præsident, Donald Trump, vil ikke underskrive og dermed godkende en midlertidig budgetlov, som ellers ville afværge en midlertidig nedlukning af dele af den offentlige sektor allerede ved midnat fredag.
Det fortæller Paul Ryan, leder for republikanerne i Repræsentanternes Hus, efter et møde med præsidenten i Det Hvide Hus torsdag, skriver Bloomberg News.
Årsagen er, at den midlertidige lov ikke indeholder de midler til opførelsen af en grænsemur mod Mexico, som Donald Trump har krævet, og som han i forbindelse med valgkampen lovede at opføre.
- Vi ønsker at se en aftale, som beskytter grænsen. Vi går tilbage og arbejder på at tilføje grænsesikkerhed til denne, sagde Ryan.
Tidligere på ugen udtalte præsidentens talskvinde Sarah Huckabee Sanders ellers, at præsidenten ikke ønskede at lukke regeringen, men grænsen, og at man ville kunne finde midlerne til det på anden vis.
Den bemærkning faldt efter sidste uges offentlige diskussion mellem Trump og demokratiske ledere i Det Hvide Hus, hvor Trump slog fast, at han ville være stolt over at lukke det offentlige system ned, hvis det var for grænsesikkerhedens skyld. Demokraterne vil nemlig ikke lægge stemmer til at finansiere en grænsemur, og republikanerne mangler trods en majoritet et kvalificeret flertal i Senatet.
I forvejen har en tidligere budgetlov sikret 1,6 mia. dollar til en styrkelse af sikkerheden ved USA's sydlige grænse, men der skal anvendes samlet 5,0 mia. dollar, hvis planerne om en grænsemur skal gennemføres.
- Vi har hastigt brug for penge til grænsesikkerhed og det inkluderer en mur, udtaler Huckabee Sanders imidlertid torsdag i en mail, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS