Italien er tilbage i recession efter svage BNP-tal for fjerde kvartal
Italien er officielt tilbage i recession, efter at bruttonationalproduktet (BNP) i landet faldt med 0,2 pct. i fjerde kvartal sammenlignet med tredje kvartal.
Det fulgte efter et fald i bruttonationalproduktet på 0,1 pct. i tredje kvartal - samme niveau som økonomerne også havde ventet for fjerde kvartal. Den tekniske definition for recession er to kvartaler på stribe med negativ vækst.
Ifølge det italienske statistikkontor, Istat, reflekterer de svage BNP-tal en forværret udvikling i industrisektoren og et negativt bidrag fra landbruget.
Tallene følger i hælene på langvarig politisk tumult i Italien, fordi landet længe lå i skænderier med EU omkring dets statsbudget for i år, hvor der var lagt op til et noget større underskud, end EU ville tillade.
Efter langstrakte forhandlinger endte det dog med, at de to parter kom overens. Der er dog fortsat lagt op til et stort budgetunderskud i år.
- Risici for den italienske økonomi forbliver helt klart, og recessionen kan trække sig videre ind i første halvår af 2019, siger Nicola Nobile, der er økonom hos Oxford Economics i Milano, til Bloomberg News.
Italien rangerer som Europas fjerdestørste og verdens syvendestørste økonomi, når man måler på det samlede bruttonationalprodukt.
/ritzau/FINANS