Økonomi
0

Festen fortsætter i USA: Det amerikanske jobmarked brager frem

Der blev skabt 304.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA i januar. Forventningerne lå på, at der blev skabt 165.000.

Der er godt gang i beskæftigelsen i USA. Foto: AP

Det amerikanske arbejdsmarked er i storform og viser ingen tegn på alderdom, selv om det økonomisk opsving i USA nærmer sig det længste i nyere tid.

Det viser den amerikanske jobrapport, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.

Beskæftigelsen stormede frem i januar, hvor der blev skabt hele 304.000 nye job uden for landbruget. Det var markant bedre end ventet. Data fra Bloomberg viser, at det blandt økonomer var ventet, at der i årets første måned ville blive skabt 164.000 jobs uden for landbruget.

Med tallene for januar har der nu været fremgang i beskæftigelsen i 100 måneder i træk.

»At beskæftigelsen bliver ved med at stige tyder på, at amerikansk økonomi stadig er i god form. I fjerde kvartal sidste år var der ellers stor bekymring for i markedet, at amerikansk økonomi var ved at bremse hurtigt op. Baseret på jobvæksten, så er der altså ikke noget, der tyder på, at virksomhederne for alvor er så bekymrede, at de er stoppet med at hyre flere folk. Det tyder på en underliggende sund økonomi,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar til dagens nøgletal.

Selv om jobskabelsen i januar var markant bedre end ventet, trak det ikke arbejdsløshedsprocenten længere ned. Tværtimod. Den steg med til 4 pct., hvilket var et my højere end økonomerne havde ventet. Stigningen skyldes, at flere amerikanere søgte mod arbejdsmarkedet og dermed er blevet talt med i statistikken.

Ifølge Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, udstiller dagens jobrapport det dilemma, som Federal Reserve i USA befinder sig i.

»På den ene side virker det ret klart, at amerikansk økonomi vokser klart over sit langsigtede potentiale, og da man samtidig ser en rekordlav arbejdsløshed, så viser det klart behovet for, at økonomien før eller siden skal bremses op via renteforhøjelser. På den anden side har centralbanken netop signaleret, at den vil holde pause med forhøjelserne, fordi den blev skræmt af panikken på de finansielle markeder omkring jul,« skriver han i en kommentar.

Dagens jobrapport viste derudover, at lønvæksten på årsbasis faldt marginalt fra 3,3 pct. i december til 3,2 pct. i januar.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også