Økonomi
0

Fed-chef vil have klarhed før nye renteforhøjelser

Vent-og-se. Det er anbefalingen fra Robert Kaplan, der er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves afdeling i Dallas.

Robert Kaplan ønsker nemlig mere klarhed over de økonomiske udsigter, inden centralbanken igen eventuelt vender tilbage med nye renteforhøjelser.

Det skriver Bloomberg News.

- Jeg mener, det ville være tilrådeligt, hvis Fed udviser tålmodighed og afstår fra at gå yderligere til handling på fed funds rate, indtil de økonomiske udsigter er noget klarere, skriver Robert Kaplan i en essay med titlen "Værdien af tålmodighed", som tirsdag er blevet offentliggjort.

- Jeg forventer, at vi vil få yderligere klarhed gennem første halvdel af 2019.

I slutningen af januar holdt Federal Reserve sit seneste rentemøde, hvor den helt som ventet fastholdt sin toneangivende rente i intervallet 2,25 til 2,50 pct. Beslutningen kom i kølvandet af markedsuro og øget risikofrygt efter hver af de seneste renteforhøjelser i september og december.

I stedet for at tale om behovet for "nogle yderligere gradvise forhøjelser" af renten skrev banken i sin januarmelding også blot, at den besluttede at "fastholde" renten for at sikre målene om at skabe maksimal beskæftigelse og prisstabilitet, og at bankens rentekomite vil være "tålmodig", når den skal fastslå fremtidige justeringer af renten.

Robert Kaplan er ikke stemmegivende medlem af Federal Open Market Committee (FOMC), centralbankens rentekomite, i 2019, men bliver det igen til næste år.

BRANCHENYT
Læs også