Økonomi
0

Vismænd: Konkurrenceløse servicefag leverer for lidt

Produktiviteten halter noget i de dele af servicebranchen, der ikke er udsat for international konkurrence, lyder det i en ny rapport fra De Økonomiske Vismænd

Produktiviteten halter noget i de dele af servicebranchen, der ikke er udsat for international konkurrence, lyder det i en ny rapport fra De Økonomiske Vismænd. Foto: Casper H. Christensen

Danmark ligger acceptabelt i den øvre ende af OECD-landene, når det kommer til produktivitet - i hvert fald så længe, der er tale om brancher, der er udsat for konkurrence fra aktører uden for landets grænser.

Til gengæld halter de dele af servicesektoren, der ikke presses udefra, noget efter.

Sådan lyder det i en ny rapport fra Vismændene, De Økonomiske Råd.

Her har formandskabet siden starten af 2017 haft til opgave at se på produktiviteten.

På baggrund af rapporten anbefaler vismændene, at der fra politisk side løbende sættes ind over for fx. lovgivning, der kan holde udenlandske aktører ude af dele af det hjemlige servicemarked:

»Den relativt lave produktivitet blandt de hjemmemarkedsorienterede virksomheder understreger vigtigheden af løbende at identificere overflødig offentlig regulering og andre forhold, der måtte afskærme disse brancher fra international konkurrence,« lyder det i en pressemeddelelse fra vismand Carl-Johan Dalgaard, der uddyber:

»De danske virksomheder, der er udsat for international konkurrence, har et internationalt set højt produktivitetsniveau. I de dele af servicesektoren, hvor virksomhederne er rettet imod hjemmemarkedet, er produktiviteten til gengæld relativt lav.«

Samtidig viser rapporten, at væksten i produktiviteten over tid er stagneret. Den udfordring står Danmark dog ikke alene med:

»Det er ikke et isoleret dansk fænomen, at produktivitetsvæksten de seneste årtier har været lavere end tidligere, men et træk der genfindes for de fleste udviklede økonomier,« skriver vismændene i rapporten.

Rapporten viser også, at Danmark ligger godt placeret når det kommer til produktiviteten i industribrancherne. Her er:

»Danmark et af de lande med højeste mandeproduktivitet. (...) Blandt de betragtede lande, er det kun Schweiz og Irland, der ligger væsentligt over Danmark. Som tidligere nævnt skal det høje produktivitetsniveau i Irland ses i lyset af særlige forhold, der bidrager til et højt opgjort produktivitetsniveau. For brancherne i servicesektoren placerer Danmark sig i den nedre del af feltet med et produktivitetsniveau der er 14 pct. lavere end gennemsnittet af de betragtede lande,« skriver vismændene.

BRANCHENYT
Læs også