Serier

Pundet svækkes efter forsøg på kort udsættelse af brexit

Pundet svækkes onsdag, efter at Storbritanniens premierminister, Theresa May, har bedt EU om en udskydelse af brexit indtil 30. juni.

Brexit - britisk farvel til EU

Dermed blev det ikke til lang forlængelse af brexit, og der er altså fortsat stort pres på for at finde en løsning. Samtidig har Frankrig onsdag meddelt, at landet ikke bare automatisk vil tilslutte sig en ny frist for brexit.

- Frankrigs synspunkt er enkelt: den britiske premierminister må forklare os, hvor lang tid det skal udskydes og hvorfor og tilbyde os garantier, siger regeringens talsmand, Benjamin Griveaux, ifølge Reuters.

- En udskydelse sker derfor hverken per automatik eller med sikkerhed, tilføjer han.

Over for den danske krone svækkes pundet til 8,6619 kr. fra 8,7223 kr. tirsdag eftermiddag.

- Storbritannien skal forklare formålet med udskydelsen, og det handler måske om lidt nervøsitet forud for EU-topmødet i morgen, at pund falder tilbage, vurderer valutastrateg i Nordea Niels Christensen over for Ritzau Finans.

I det store valutakryds mellem euro og dollar ligger den amerikanske valuta marginalt svækket i 1,1359 dollar per euro mod 1,1348 dollar tirsdag eftermiddag.

Der er fokus på rentemødet i den amerikanske centralbank, der ifølge Niels Christensen givetvis fastholder sin toneangivende rente i 2,25-2,50 pct.

Til gengæld vil der være fokus på de fremtidige renteudsigter og eventuelle meldinger om, hvornår banken agter at stoppe med at sælge ud af sin store obligationsbeholdning.

Bankens spidser indikerede i december sidste år yderligere to renteforhøjelser i år, men der spekuleres i, at beslutningstagerne kan tage én af renteforhøjelserne af bordet.

Læs også