Økonomi

Den amerikanske centralbank fastholder renten

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag aften fastholdt sin toneangivende rente i intervallet 2,25 til 2,50 pct.

Meldingen kom ikke som den store overraskelse, da 92 ud af 92 økonomer ifølge Bloomberg News på forhånd havde regnet med en uændret fed funds rate.

Handelen med fed funds futures indikerede på forhånd også en sandsynlighed på 0 pct. for en renteforhøjelse, 0,8 pct. sandsynlighed for en rentesænkning og altså 99,2 pct. sandsynlighed for en uændret rente.

Det er andet rentemøde i træk, at Federal Reserve fastholder sin rente. Det samme var tilfældet i januar.

Federal Reserve hævede senest sin rente i december sidste år. Det var fjerde gang i 2018, at banken løftede den toneangivende rente. Det var samtidig den syvende renteforhøjelse fra centralbankens side i perioden med Donald Trump som præsident.

Han tiltrådte embedet i januar 2017 og har flere gange siden juli sidste år stærkt kritiseret Federal Reserve og formand Jerome Powell for de gentagne stramninger af pengepolitikken.

Federal Reserve har samlet set hævet sin renten ni gange, siden centralbanken indledte den nuværende stramningscyklus i december 2015.

Læs også