Serier
0

Trumps toldkrig har kostet amerikanerne milliarder

De amerikanske forbrugere har fået økonomiske tæsk som følge af de handelskrige, som præsident Trump indledte sidste år, viser ny rapport. Samtidigt har amerikanske producenter hævet priserne pga. faldende konkurrence.

Trumps handelskrig
Handelskrigene, som den amerikanske præsident Donald Trump igangsatte mod især Kina, har medført faldende realløn og stigende priser for milliarder, lyder det i ny rapport. Foto: Mandel Ngan/AFP

Indkomsterne er faldet, priserne på varer er steget og regningen, der løber op i et trecifret milliardbeløb, er sendt videre til forbrugerne.

Det er effekterne af de handelskrige, som den amerikanske præsident Donald Trump i løbet af 2018 fik sat i gang med andre lande, især Kina.

Konklusionerne kommer fra en rapport, som tre økonomer fra henholdsvis Princeston University, Columbia University og centralebankens afdeling i New York har udarbejdet og som National Bureau of Economic Research har udgivet.

»Vi anslår, at den sammenlagte reduktion i reallønnen fra de amerikanske tariffer er omkring 6,9 mia. dollards (ca. 45,5 mia. kr., red.) i løbet af de første 11 måneder i 2018 med en yderligere udgift på 12,3 mia. dollars (81 mia. kr., red.) til de amerikanske forbrugere og importører som følgende af de stigende toldsatser,« skriver de tre økonomer i rapporten med tilføjelsen, at reallønsnedgangen siden november koster lidt over 9 mia. kr. om måneden.

National Bureau of Economic Research er en privat, uafhængig non-profit organization fra 1920, der står bag en række undersøgelser om amerikansk økonomi og som bryster sig af gennem tiden at have haft 29 Nobel-pristager i økonomi og 13 økonomiske toprådgivere for tidligere præsidenter på listen over forfattere.

Oven i de tabte penge er et beløb på astronomiske 165 mia. dollars – svarende til næsten 1.100 mia. kr. – enten tabt eller sendt ud af landet for at undgå told i forbindelse med, at virksomheder har omlagt deres forsyningskæder.

»Vores undersøgelse viser, at næsten hele udgiften er lagt over på indlandspriserne […] og uden indflydelse på priser fra udenlandske eksportører,« skriver de.

Samtidigt har amerikanske producenter reageret på den faldende konkurrence fra importerede varer ved at hæve priserne på deres egne produkter. Økonomerne kan dog ikke prisfastsætte dette til noget eksakt beløb, men de konkluderer, at der er »betydelige«.

Den amerikanske administration forhandler i øjeblikket med Kina om at nå en handelsaftale, efter de to lande siden sidste sommer endte i en hed konflikt med efterfølgende stigende toldsatser. Kinesiske varer for 238 mia. dollars fik ekstra told.

BRANCHENYT
Læs også