Økonomi
0

Køen til arbejdsmarkedet rykkede sig ikke i februar

Efter flere år med stadig færre ledige er udviklingen gået i stå i februar, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er kun blevet 100 flere ledige fra januar til februar. Arkivfoto Foto: Mel Evans/AP

Der var næsten ingen ændring at spore i køen til arbejdsmarkedet i februar. Hvor der i januar var 103.000, var der i februar 103.100.

Dermed er procentdelen af arbejdsstyrken, som står uden arbejde, uændret på 3,7 procent.

Det viser tal for bruttoledigheden i Danmark fra Danmarks Statistik fredag.

Bruttoledigheden er en registerbaseret opgørelse af 16-64-årige.

Den dækker over såkaldte "fuldtidspersoner", som har modtaget dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, og som samtidig vurderes at være jobparate. Personer på aktivering er inkluderet.

Ifølge cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted skal man ikke lægge for meget i stilstanden.

- Overordnet har der i det forgangne år trods alt været en faldende tendens i arbejdsløsheden.

- Men i en tid, hvor optimismen i dansk og international økonomi er aftagende, sender dagens tal selvfølgelig ikke det bedste signal, siger han i en kommentar.

Der er særligt resten af verden, der giver grund til bekymring ifølge Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.

- Tyskland syd for os er i afmatning, blandt andet med en industritillid helt i bund. Øst for os bevæger Sverige sig stadig på en knivsæg med udsigt til en mulig boligboble og et dyk i økonomien.

- Vest for os opfører Storbritannien sit helt eget pinagtige og selvpåførte brexit-cirkus, hvor virkeligheden dagligt overgår fantasien.

- Og længere væk høres krigstrommerne fra handelskrigen mellem USA og Kina også med vekslende styrke, siger han i en kommentar.

Erhvervslivets to store brancheorganisationer, Dansk Erhverv og Dansk Industri, hæfter sig ved samme tendens:

Samtidig med at ledigheden holder sig stabil, vokser mængden af fejlslagne forsøg på at finde folk med det rette cv til at besætte ledige stillinger.

- Den meget lave ledighed har den bagside, at virksomhederne får sværere ved at finde kvalificeret arbejdskraft, siger underdirektør i Dansk Industri Steen Nielsen.

Han peger på virksomheders mulighed for at ansætte folk fra udlandet og beholde de ældste af deres ansatte lidt længere som mulige løsninger.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også