Økonomi

Overskuddet fra Danmarks handel med udlandet vokser

Trods de første indikationer på en opbremsning i den europæiske vækst løfter dansk eksport betalingsbalancen.

I februar alene havde Danmark et overskud på betalingsbalancen på 13,6 milliarder kroner. Arkivfoto

Handlen med varer og tjenester på tværs af de danske grænser har fra starten af 2019 været en endnu bedre forretning for Danmark end de første to måneder sidste år.

Det kan læses ud af betalingsbalancen, som Danmarks Statistik opgør.

Betalingsbalancen er en måde at opgøre hvor store værdier, der kommer ind og ud af landet. Kommer der mere værdi ind i landet end ud, er der overskud på betalingsbalancen.

I februar alene havde Danmark et overskud på betalingsbalancen på 13,6 milliarder kroner.

Tager man årets to første måneder er overskuddet på betalingsbalancen vokset med over fem milliarder kroner sammenlignet med sidste år.

En af årsagerne er en stigning i eksporten til udlandet. Det er et kærkomment omend muligvis uholdbart tegn på bedring i den danske eksport, vurderer økonom hos Dansk Erhverv Kristian Skriver.

I en række af de lande, som Danmark traditionelt sælger mest til, er de mørke skyer nemlig begyndt at vise sig.

- Særligt har vi set svagheder på vores absolut største eksportmarked, Tyskland, hvor væksten i andet halvår af 2018 gik kraftigt ned i gear, siger han.

- Samtidig er de første nøgletal for 2019 ikke specielt opløftende for tysk økonomi.

- Årsagen til at dansk vareeksport stadig klarer sig pænt skal nok findes i at dansk vareeksport i dag i højere grad er præget af vindmøller og medicin, der er knap så følsomme overfor udsving i konjunkturerne.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også