Økonomi

Danmark: Forbrugertillid faldt en smule i april

Den danske forbrugertillid faldt i april en smule tilbage fra niveauet i marts. Overordnet faldt forbrugertilliden til 3,7 fra 3,8 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

- Niveauet er således uændret, både når man ser på marts og gennemsnittet for de seneste seks måneder, som er 3,7, skriver Danmarks Statistik til dagens tal.

Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis 10,2 og 0,9, hvor gennemsnittet for disse indikatorer i det seneste halve år er henholdsvis 12,2 og 0,5.

- Forbrugerne vurderer, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket. Indikatoren er minus 6,5, og gennemsnittet for det seneste halve år er minus 6,8, skriver Danmarks Statistik.

Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, vurderer, at forbrugertilliden - trods tilbagegangen - er positiv læsning. Den har nemlig været nogenlunde uændret de seneste seks måneder, hvor den i andet halvår af 2018 faldt.

- Der er altså meget, der tyder på, at forbrugerne har styr på nerverne og holder godt fast i et forsigtigt positivt syn på såvel dansk og egen økonomi, skriver han i en kommentar og fortsætter:

- Selv om det globale opsving er begyndt at knirke, og der fortsat er stor usikkerhed fra den politiske scene, så mener vi, at der er god grund til, at danskerne holder hovedet koldt i øjeblikket. Beskæftigelsen stiger fortsat pænt, og den økonomiske vækst er høj. Dertil er danskerens privatøkonomi bundsolid i øjeblikket, lyder det.

BRANCHENYT
Læs også