Økonomi
0

Faldende verdenshandel truer den danske vækst

Danmark har levet højt på en eksplosion i verdenshandlen de seneste 50 år. Men siden finanskrisen har handel stort set ikke fungeret som økonomisk motor, og mere smerte kan være på vej, viser ny analyse.

Målt på mængde er væksten i verdenshandlen dykket det seneste år - ikke mindst pga. af den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina. Foto: AP/Axel Heimken

Handel med udlandet har stort set ikke bidraget til at øge den danske vækst siden finanskrisen. Det står i skarp kontrast til de seneste 50 år, konkluderer en ny rapport fra tænketanken Axcelfuture.

Korrigeret for inflation lagde øget samhandel omtrent 15 mia. kr. til den økonomiske vækst herhjemme i 1970’erne, 18 mia. kr. i 1980’erne, 29 mia. kr. i 1990’erne og hele 128 mia. kr. fra 1998 til 2008, viser rapporten. Siden har bidraget været på kun 8 mia. kr. – det laveste i et årti i næsten 50 år.

»Det er ret tydeligt, at der er sket noget. Verdenshandlen giver slet ikke det bidrag til verdensøkonomien og dermed heller ikke til dansk økonomi, som den har gjort før,« siger Jens Hjarsbech, seniorøkonom i Axcelfuture.

Selv hvis man skruer starttidspunktet frem til 2011, og dermed udjævner det store tilbageslag i verdenshandlen omkring finanskrisen, har vækstbidraget kun været 10 mia. kr. i dette årti, viser analysen.

Udviklingen skyldes ikke mindst en lang periode med lavvækst i EU’s indre marked, der aftager omtrent to tredjedele af den danske vareeksport, vurderer industriens interesseorganisation, DI.

Læg dertil, at den eksplosive vækst i verdenshandlen er afløst af et fald det seneste år. Det er kun sket to gange siden årtusindskiftet.

»Kigger vi internt i EU, så er der en række økonomier, der skranter, selvom vi er midt i en periode med vækst. Især Tyskland, Italien og Frankrig er ramt, og så spøger brexit. Selvom det indre marked fungerer godt, så er Vesteuropa en region, hvor væksten bare er lav,« siger Allan Sørensen, chefkonsulent i DI.

Fremover truer stigende protektionisme og en eskalerende handelskrig mellem USA, Kina og Europa med at gøre det endnu sværere for danske virksomheder, vurderer han.

Når valget til Europa-Parlamentet er overstået den 26. maj, bør den nye EU-Kommission derfor sætte alt ind på at gøre det indre marked endnu mere velfungerende indenfor bl.a. ydelser og sætte turbo på at lave flere handelsaftaler med andre lande, mener DI.

»Det vil være svært for lille Danmark at løfte den dagsorden alene,« siger Allan Sørensen.

BRANCHENYT
Læs også