Serier

Trumps handelskrig skulle booste stålindustrien, men har kostet kendt selskab 37 mia. kr.

Stigende told på stål har hugget 37 mia. kr. af værdien på den kendte stålproducent US Steel, der må skrue ned for produktionen.

Trumps handelskrig
U.S. Steel-fabrikken i Granite City i USA skruede op for produktionen som følge af, at præsident Trump lagde 25 pct. told på udenlandsk stål. Men det satte også gang i en reaktion med konkurrence fra hjemlige producenter, der nu har betydet, at der er skåret 70 pct. - svarende til 37 mia. kr. - af selskabets værdi, siden toldsasterne blev hævet for 16 mdr. siden. 
Foto: Zia Nazami/Belleville News-Democrat via AP.

Den hensygnende amerikanske stålindustri var en del af det, der med præsident Trumps ord skulle ”Make America Great Again”.

Til det formål blev der indført højere toldsatser på udenlandsk stål, så der blev skabt amerikanske arbejdspladser.

»Arbejderne er tilbage på job, og endnu engang hælder vi amerikansk stål ned i rygraden på vores land. U.S. Steel er tilbage,« sagde Trump i juli sidste år under en tale på samme virksomhed.

Men det er ikke gået helt sådan, skriver Bloomberg.

U.S. Steel, der er en af USA’s mere kendte virksomheder og landets næststørste stålproducent, har set sin aktieværdi falde med næsten 70 pct., siden Trumps toldkrig begyndte for 16 måneder siden.

I alt er der forsvundet 5,6 mia. dollars, svarende til ca. 37 mia. kroner, af selskabets værdi, og det, der skulle være en optur for den hårdtprøvede amerikanske arbejder i mine- og bilstaterne, også kendt som USA’s rust-bælte, er langt fra endt som lovet.

Ifølge Bloomberg gik det ellers godt for stålklenodien sidste sommer, og der kom gang i mere produktion som følge af, at udenlandsk stål blev dyrere, og skattelettelser for erhvervslivet slog igennem. De amerikanske producenter skruede op for ovnene i 2018, men dermed skabte de i konkurrencen om at slå hinanden - og i fraværet af udenlandske konkurrenter - også en overproduktion, der i takt med en faldende global efterspørgsel i år har betydet, at selskaber med ældre produktionsapparat er blevet ramt hårdt.

Herunder U.S. Steel, der i juni skruede helt ned for to ovne som følge af de laveste stålpriser siden 2016.

Den kraftige reduktion i aktiekursen kommer efter, at tre økonomer i marts konkluderede i en rapport udgivet af det anerkendte National Bureau of Economic Research, at toldkrigen med især Kina har ramt amerikanerne hårdt.

Økonomerne nåede frem til, at reallønnen for de første 11 måneder af 2018 var reduceret med over 45 mia. kr., mens priserne på varer var steget med 81 mia. kr. alene som følge af handelskrigene.

Samtidigt er yderligere 1.100 mia. kr. enten sendt ud af landet eller tabt i virksomhedernes forsøg på at undgå at blive ramt.

Læs også
Top job