Serier

Danske Bank: Det er stadig brexit som skal afgøre pundets fremtid

Brexit - britisk farvel til EU
Foto: AP/Alastair Grant

Det er stadig brexit, som skal afgøre, hvilken retning pundet skal i fremtiden, selv om valutaen blev styrket torsdag efter overraskende tal for detailsalget i Storbritannien. Man skal dog ikke overgøre betydningen af et enkelt tal, mener senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj.

- Brexit er blevet et tema igen efter at være gemt lidt i kulisserne. Jeg vil stadig mene, at brexit er det vigtigste for pundet og vil afgøre, om det skal i en markant svagere eller stærkere retning, siger Mikael Olai Milhøj til Ritzau Finans.

- Jeg tror, man skal huske, at det britiske detailsalg svinger utrolig meget, og det gør, at det er svært at forudsige. Vi får et stærkt tal, men det kommer efter to relativt svage måneder. På den måde skal man sætte tallet i relief, fortsætter han.

Det britiske detailsalg steg overraskende i juni med 0,9 pct. på månedsbasis, mens der blandt økonomerne adspurgt af Bloomberg News, var ventet et fald på 0,2 pct.

Umiddelbart efter nøgletallet kostede det britiske pund 1,2480 dollar, og onsdag eftermiddag kostede valutaen 1,2429 dollar.

Den britiske centralbank, Bank of England, har været ude med udmeldinger om rentestigninger, hvilket er i kontrast til udmeldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den europæiske centralbank, ECB, som har luftet tanken om pengepolitiske lempelser.

Gode nøgletal kan understøtte den britiske centralbanks sag for at sætte renten op, men det er ikke de forventninger, der er i markedet, vurderer senioranalytikeren. Han mener samtidig, at det vil være et "modigt" træk.

- Den britiske centralbank taler om at sætte renten yderligere op, end det man allerede har gjort. Markedet tror ikke på det, og vi tror ikke på det. Et godt tal skulle så understøtte bankens sag for at sætte den op. Jeg forestiller mig, at i løbet af det her halve år, ruller den udmeldingen tilbage, vurderer Mikael Olai Milhøj.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også