Økonomi
BREAKING

Trump kræver »betydeligt« rentehug - en nobelpristager er uenig

De fleste forventer, at den amerikanske centralbank onsdag sænker renten. Men det er muligvis bedre med et rentehop, siger den prisvindende økonom og professor Robert Shiller.

Donald Trump har flere gange kritiseret Federal Reserve for sine renteforhøjelser, som ifølge præsidenten har skadet den amerikanske økonomi. Foto: REUTERS/Leah Millis/File Photo

USA's præsident Donald Trump øger nu presset på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i sine bestræbelser på at få centralbanken til at sænke renten - for første gang siden 2008.

Donald Trump har flere gange kritiseret Federal Reserve for sine renteforhøjelser, som ifølge præsidenten har skadet den amerikanske økonomi. Derfor opfordrer præsidenten til, at Federal Reserve nu sænker renten »betydeligt.« Det skriver CNBC.

Tirsdag indleder den pengepolitiske komité i Federal Reserve et to-dages møde, der onsdag ventes at kulminere i beslutningen om at sænke renten med et kvart eller måske endda et halvt procentpoint.

Det vil være den første rentesænkning fra Federal Reserve siden 2008.

Økonomer, analytikere, kommentatorer og de finansielle markeder er i langt overvejende grad enige om, at Federal Reserve vil sænke renten. Men faktisk ville det give bedre mening, hvis centralbanken gik i den stik modsatte retning.

Det mener nobelpristager Robert Shiller, der til dagligt arbejder som professor ved Yale University.

»Vi har stadig meget lav arbejdsløshed. Den amerikanske økonomi er brandvarm,« siger Robert Shiller til CNBC.

Robert Shiller mener, at en renteforhøjelse kan være med til at forhindre, at den amerikanske økonomi - og de amerikanske aktiemarkeder - brænder sammen.

USA er i gang med sit længste økonomiske opsving nogensinde, og de store amerikanske aktieindeks nærmer sig rekordhøjder.

»Man kunne sagtens argumentere for at holde kursen og gennemføre endnu en renteforhøjelse for at kølne økonomien,« siger Robert Shiller om Federal Reserves renteudmelding onsdag.

Den prisvindende økonom mener i øvrigt ikke, at inflationen - som Federal Reserve har som mål at have tæt på, men under 2 pct. - er lav nok til, at det berettiger en rentesænkning.

Inflationen i USA var i 2. kvartal på 1,5 pct. Der er imidlertid en voksende frygt for, at inflationen vil falde - stik imod Federal Reserves hensigter.

Udfaldet af det pengepolitiske møde i Federal Reserve kan få store konsekvenser for de finansielle markeder. Det konkluderer storbanken UBS ud fra historiske data om, hvordan aktiemarkedet reagerer ovenpå rentenedsættelser fra centralbanken.

Hvis Federal Reserve sænker renten med et kvart eller halvt procentpoint, er det nok til at undgå en kommende recession, og så kan aktierne stige med 20-25 pct. det kommende år, konkluderer UBS.

Tror markederne til gengæld, at det ikke er nok til at undgå en reccesion, kan aktierne i stedet falde med 10-15 pct.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også