Økonomi
0

Danske Bank venter lavere rente: Fed bliver mere aggressiv

Den amerikanske centralbank vil frem mod marts næste år sænke renten fem gange, lyder det i en ny analyse.

Jerome Powell står i spidsen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed). Foto: Bloomberg photo by Al Drago

Der kommer en stribe rentenedsættelser i USA, og den seneste tids rentefald på den anden side af Atlanterhavet er formentlig langt fra ovre.

Sådan lyder det i et nyt notat fra Danske Bank, der venter, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), i de kommende måneder vil gå mere aggressivt til værks.

»Vi forventer nu, at den amerikanske centralbank kommer til at sætte sin pengepolitiske rentemålsætning ned med 25 basispoint på hvert af de kommende fem møder. Hvis vi har ret, vil det betyde, at rentemålsætningen vil være 0,75-1,00 pct. til marts næste år mod i øjeblikket 2,00-2,25 pct.,« skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Tidligere ventede Danske Bank to rentenedsættelser.

Federal Reserve sænkede renten ved det seneste pengepolitiske møde, der blev afsluttet den 31. juli. Argumentet for rentesænkningen var bl.a. en lavere global vækst, og finansmarkederne sendte i denne uge et recessionssignal, da renten på den 10-årige amerikanske statsobligation dykkede under den 2-årige.

Selv om man i Danske Bank betegner de seneste nøgletal fra USA som gode, tror man, at det bliver nødvendigt med yderligere rentesænkninger for at hjælpe økonomien.

»Amerikansk økonomi er godt nok i god form lige nu, ikke mindst hvis man betragter privatforbruget, men den amerikanske centralbank skal vurdere, om opsvinget kan vare ved uden flere rentenedsættelser. Og her er usikkerheden blevet større,« skriver Mikael Olai Milhøj.

Det skyldes, at handelskrigen mellem USA og Kina på det seneste er eskaleret. Samtidig har de økonomiske nøgletal fra Europa og Kina været dårligere end ventet.

»Argumentet for flere rentenedsættelser er altså kun blevet stærkere,« skriver Mikael Olai Milhøj.

I øjeblikket ligger renten på 10-årige amerikanske statsobligationer omkring 1,5 pct. Danske Bank venter, at denne rente vil falde til 1,3 i de kommende tre måneder, og om seks måneder vil den ligge på 1 pct., mens den om 12 måneder vil ligge på 1,2 pct.

BRANCHENYT
Læs også