Serier
0

Trump indrømmer: Handelskrig kan udløse recession i USA

Donald Trump indrømmer nu, at den amerikanske økonomi kan løbe ind i en recession som resultat af handelskrigen mod Kina.

Trumps handelskrig
Trump har tidligere udtalt på Twitter, at handelskrige er "gode og lette at vinde".  Foto: REUTERS/Kevin Lamarque

Efter 18 måneders benægtelse af recessionsspøgelset erkender Donald Trump nu, at USA’s handelskrig med Kina kan resultere i en kort periode med recession. Det skriver The Washington Post.

Tidligere har Trumps rådgivere udtalt, at den amerikanske økonomi grundlæggende er meget stærk, og at der ikke er nogen recession på vej som følge af handelskrigen. Tirsdag fik piben dog en anden lyd, og med Trumps indrømmelse kom også et forsvar af handelskrigen.

»Lige meget om det er godt eller dårligt for vores land på kort sigt, var det nødt til at blive gjort. Vil vi have recession i to måneder? Sandheden er, at nogen var nødt til at udfordre Kina. Mit liv ville være en del lettere, hvis jeg ikke havde udfordret Kina, men jeg kan godt lide at gøre det, fordi jeg skal gøre det,« udtaler han ifølge The Washington Post.

Trump siger derudover, at aktiemarkedet i USA ville være 10.000 kurspoint højere, hvis han ikke havde kastet sig ud i handelskrigen for 18 måneder siden.

3 ud af 4 amerikanske økonomer har i en rundspørge foretaget af National Association for Business Economics tilkendegivet, at de forventer en recession i den amerikanske økonomi inden 2021.

Ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, er det dog stadig muligt for Trumps USA at undgå en økonomisk nedtur, selvom faren er kommet tættere på.

»Mit hovedscenarie er stadig, at USA kommer til at styre udenom en egentlig recession. Men jeg medgiver bestemt, at risikoen er steget siden maj måned. Mange af de grønne skud, der var i foråret, er visnet hen, så det globale billede er absolut mere usikkert, end det var tidligere,« udtalte han til Finans tirsdag.

En recession betegnes som to kvartaler efter hinanden, hvor et lands BNP falder. Både Tyskland og Storbritannien er for eksempel i fare for en recession, da deres BNP faldt i 2. kvartal.

BRANCHENYT
Læs også