Økonomi
0

Biarritz er forbudt for badegæster

Turisterne må vige pladsen for Macron, Trump, Trudeau, Abe, Merkel, Johnson og Conte, når nogle af verdens mest magtfulde ledere i weekenden rykker ind i Biarritz i den franske del af Baskerlandet.

Der vil blive passet godt på gæsterne, når G7-lederne mødes i Biarritz. Her patruljerer betjente foran topmødehotellet Hotel du Palais. Foto: REUTERS/Christian Hartmann

Efter otte måneder med ballade en gang om ugen med protestbevægelsen de gule veste tager fransk politi ingen chancer, når lederne af syv af verdens mest magtfulde lande i weekenden mødes for at diskutere verdenssituationen.

Atlanterhavsbyen Biarritz, der er kendt som et paradis for surfere, er på det nærmeste hermetisk lukket i anledning af topmødet. Præsident Emmanuel Macron har sendt 13.200 betjente, gendarmer og soldater på gaden for at sørge for ro og orden.

Det er røveri ved højlys dag.

Butiksejer i Biarritz.

Militærfly vil lukke luftrummet over byen, og på vandsiden sørger den franske flåde for, at ingen kommer for tæt på stats- og regeringscheferne, hvoraf flertallet bor på det femstjernede Hotel du Palais, hvor Donald Trumps amerikanske delegation har lagt beslag på en hel etage.

Luksushotellet ligger ud til Biarritz’ store og ikoniske strand, der allerede fredag blev lukket for badegæster, fordi hele området befinder sig i den såkaldte røde zone med maksimumovervågning, hvor det kræver særlige tilladelser at komme ind.

G7-program:

Lørdag. Topmødet indledes kl. 19.30 med ankomst efterfulgt af en uformel middag.

Søndag. Formiddagen går med at diskutere økonomi, handel og sikkerhedspolitik samt med bilaterale møder.

Eftermiddagens emner er kampen mod ulighed, ligestilling, møder med afrikanske ledere, bilaterale møder afsluttet med den officielle middag med ægtefæller.

Mandag. Formiddagen er sat af til debat om klimaet, biodiversitet og forurening af verdenshavene. Efter bilaterale møder følger en arbejdsfrokost for lederne, hvorefter topmødet afsluttes med pressemøder ca. kl. 15.

Frygter ballademagere

Derfor kniber det med G7-populariteten hos både turister og handlende. En butiksejer kalder det ligefrem for et røveri ved højlys dag at forbyde adgang for 100.000 turister midt i højsæsonen. Men Biarritz’ borgmester, Michel Veunac, siger til RTL, at mange firmaer i området er begejstrede, fordi de leverer serviceydelser og fødevarer til begivenheden.

Lørdag skal jernringen omkring lederne stå sin prøve, når deltagerne på et alternativt anti-G7-møde i Hendaye 30 km syd for Biarritz har bebudet en demonstration i topmødebyen.

Over 10.000 anti-kapitalister, klimaaktivister, gule veste og baskiske grupper har i de seneste dage diskuteret en alternativ verdensorden. Men politiet frygter, at voldelige aktivister vil blande sig med dem. Op til topmødet har politiet stoppet en række kendte ballademagere, også fra udlandet. I en bil fandt politiet benzindunke og gasmasker.

BRANCHENYT
Læs også