Økonomi

Økonomer: Vi har kurs mod den mest negative rente i verden

Der er udsigt til en ny dansk renterekord inden årets udgang, mener flere økonomer.

Foto: Nationalbanken

Lave renter så langt øjet rækker.

Nogenlunde sådan opsummerer flere af landets økonomer situationen efter dagens rentenedsættelser fra både den europæiske centralbank ECB og Nationalbanken.

Den ledende rente herhjemme blev sænket med 0,1 procentpoint og er nu på det historisk lave minus 0,75 pct., mens ECB-renten er i også rekordlave minus 0,5 pct.

Straks efter udsendte Nordea besked om, at erhvervskunder nu skal betale minusrente på 0,75 pct. mod tidligere 0,5 pct.

Dagens beslutning fra nationalbankdirektør Lars Rohde betyder, at vi kommer tættere på at kunne indtage pladsen som landet med den mest negative styringsrente i hele verden, mener økonomerne.

»Med baggrund i de dystre vækst og inflationsudsigter i euroområdet, så vil vi ikke blive overrasket hvis ECB nedsætter renten yderligere til december. Følger Nationalbanken som vanligt trop, så er der altså udsigt til en ny dansk renterekord inden årets udgang. Ja, vi kan meget vel få den laveste ledende rente i verden,« siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Det vil ved årsskiftet bringe renten i ECB ned på minus 0,60 pct. og den danske styringsrente helt ned på minus 0,85 pct.

Samme forudsigelse har man også i Sydbank.

»Det er på nuværende tidspunkt vores hovedscenarie,« lyder det fra Søren V. Kristensen, chefanalytiker i Sydbank.

Udsigten til negative renter har en række konsekvenser.

På den ene side er det med til at holde de danske boligrenter på et rekordlavt niveau.

»De historisk lave renter resulterer i klækkelige besparelser for boligejere i titusindvis. Dagens rentesænkning vidner om, at der ikke er de større risici for galoperende renter i den nærmeste periode,« lyder det fra Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Malurten i bægeret er dog, baggrunden for de lave renter med vækstafmatning og nervøsitet om fremtiden kan blive en reel trussel også for dansk økonomi.

»De negative renter virker som en skat på opsparing, tilskynder investorer til at placere midler i mere risikable aktiver for at få et fornuftigt afkast, og fører til skyhøje priser på ejendomme med en dertil hørende stigende gældssætning og/eller eksklusion til følge for de nye på boligmarkedet,« skriver Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen i en kommentar og påpeger, at der er risiko for en »uhensigtsmæssig skævvridning i formuefordelingen, fordi de lave renter især kommer dem til gode, som har store formuer i fast ejendom eller finansielle aktiver.«

Også i Danske Bank skaber udsigten til meget lave renter bekymring.

»Det ser ud til, at vi kommer til at fortsætte med renter, der på den ene side er meget lave, men på den anden side ikke lave nok til at nå målet om mere inflation. Hverken ECB eller politikerne ser lige nu ud til at ville tage de midler i brug, der for alvor kunne ændre det,« mener cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.

BRANCHENYT
Læs også