Økonomi

IMF skærer en luns af de kommende års vækst

Den Internationale Valutafond (IMF) nedjusterer skønnet for den globale vækst i år og næste år. Især den tyske økonomi står til at få en mavepuster.

Den tyske økonomi kommer til at køre i et væsentligt lavere gear de kommende år, viser ny prognose fra IMF. Arkivfoto: AP/Martin Schutt.

Verdensøkonomien er bremset så meget op, at Den Internationale Valutafond (IMF) nu ser sig nødsaget til at skrue ned for optimismen og barbere et stykke af de kommende års vækstskøn.

Det viser en ny prognose, som IMF har offentliggjort tirsdag.

Ifølge prognosen vil den globale økonomi vokse med 3 pct. i år og 3,4 pct. næste år, hvilket er en nedjustering på henholdsvis 0,2 pct.point og 0,1 pct.point i forhold til valutafondens seneste prognose, der udkom i juli.

Sammenligner man med IMF’s prognose fra april, er læsningen endnu mere nedslående. Her har IMF’s sænket skønnet for verdensøkonomien de kommende to år med henholdsvis 0,3 pct.point og 0,2 pct.point.

Det er især Europas største økonomi, der står til at få store væksthug.

IMF nedjusterer udsigterne for Tysklands økonomi med 0,2 pct.point i år og 0,5 pct.point næste år, sammenlignet med prognosen fra juli. I den nye prognose forventer økonomerne i IMF nu, at den tyske økonomi kun vil vokse med 0,5 pct. i år og 1,2 pct. næste år.

Og tyskerne er ikke de eneste, der bliver ramt. Også fremtidsudsigterne for store europæiske økonomier som den franske, italienske og spanske nedjusteres med 0,1 - 0,3 pct.point.

For eurozonen som helhed forventer IMF en vækst i økonomien i år på 1,2 pct. i år og 1,4 pct. næste år, hvilket er henholdsvis 0,1 pct.point og 0,2 pct.point lavere end i juli.

Til gengæld ser IMF mere positivt på amerikansk økonomi. Den Internationale Valutafond skønner, at USA's bruttonationalprodukt vil vokse med 2,4 pct. og 2,1 pct. i år og næste år, hvilket er en opjustering på 0,2 pct.point for 2020's vedkommende.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også