Økonomi

Danske topchefer fyrer medarbejdere af frygt for recession

Sidste uge skrev Børsen om en konjunkturundersøgelse fra Greens Analyseinstitut, der viser, at 44 pct. af de danske topchefer tror på en recession i 2019 eller 2020. Foto: Colourbox

Danske topchefer er begyndt at afskedige medarbejdere og skære i investeringer af frygt for en kommende recession i den danske økonomi.

Det skriver dagbladet Børsen.

Sidste uge skrev Børsen om en konjunkturundersøgelse fra Greens Analyseinstitut, der viser, at 44 pct. af de danske topchefer tror på en recession i 2019 eller 2020.

Af undersøgelsen fremgår det, at flere topchefer allerede har taget en række forbehold i tilfældet af en recession.

40 pct. af de adspurgte topchefer svarede "ja" til spørgsmålet, om de har taget tiltag for at ruste virksomheden i tilfældet af en recession, mens 51 pct. svarede "nej".

Tiltagene dækker blandt andet over omkostnings- og investeringsnedskæringer samt fyringer.

Christian Mosevang, der er direktør og medejer i Hosta Industries, er blandt de topchefer, der mener, at den danske økonomis opsving er på retur.

- Vi kan se, at vores ordrebeholdning er lavere, end den var for bare tre måneder siden, og min vurdering er, at vi allerede er i en eller anden form for recession. Vi kan se det på den aktivitet, der er, og så kan vi også se det på vores salg til vores kunder, hvor der særligt på eksportmarkederne er færre ordrer, siger han til Børsen.

Topchefernes forventninger til økonomien er overraskende og noget mere dystre end forventningerne hos fagøkonomerne i Nationalbanken, vismændene i Det Økonomiske Råd og Finansministeriet, fortæller Svend E. Hougaard Jensen, der er professor ved CBS, til Børsen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også