Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk Erhverv: Sønderborg og Ikast-Brande står til at blive hårdest ramt af en ny økonomisk nedtur

To kommuner i Jylland topper listen over de mest udsatte i den næste nedtur, men også fire sjællandske kommuner er at finde tæt på toppen. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Sønderborg, her set fra havnefronten, topper listen over de kommuner i landet, som er mest udsat under en nedgang i eksporten.  Foto: Søren Lauridsen /TGT

En afmatning på vores største eksportmarkeder som f.eks. i Tyskland og Sverige vil ramme en håndfuld kommuner langt hårdere end resten af landet.

Det viser en analyse lavet af Dansk Erhverv.

»Der er 10 kommuner, som er virkeligt udsatte. Det er her, at en nedtur vil blive følt ekstra hårdt,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Sønderborg og Ikast-Brande i Jylland topper listen over de absolut mest sårbare kommuner, mens Tårnby lige uden for København er nummer tre. Højt på listen finder man også både Middelfart på Fyn og Aalborg i Nordjylland.

Top 10 udgøres således af fem kommuner spredt ud over hele Jylland, og fire sjællandske kommuner koncentreret omkring København, samt Middelfart på Fyn.

Der er mange jyske kommuner med en høj andel af eksportomsætning, som står meget udsatte over for et tilbageslag på vores eksportmarkeder, ikke mindst i Tyskland,«

Tore Stramer, cheføkonom i Danske Erhverv

Analysen sammenholder, hvor mange arbejdspladser i kommunerne som er afhængige af eksport.

Dertil ser man på, hvor mange der pendler ind fra andre kommuner, andelen af private arbejdspladser og sammensætningen af det lokale erhvervsliv.

Sønderborg tager ifølge Tore Stramer suverænt førstepladsen, fordi andelen af arbejdspladser, der er afhængige af eksport, ligger på hele 59 pct.

En stor del af dem arbejder dertil i virksomheder, der fremstiller maskiner og elektrisk udstyr, i f.eks. Danfoss og Linak, som ifølge Tore Stramer er ekstra sårbare i en økonomisk nedtur.

Endelig vil en andel af indpendlere på kun 14 pct. ifølge Tore Stramer koncentrere en eventuel nedtur i kommunen.

Ikast-Brande er sårbar bl.a., fordi kommunen er meget afhængig af handel med tekstiler, der ligeledes er følsom overfor en økonomisk nedtur, og fordi andelen af offentlige arbejdspladser er meget lav, mener Dansk Erhverv.

»Der er mange jyske kommuner med en høj andel af eksportomsætning, som står meget udsatte over for et tilbageslag på vores eksportmarkeder, ikke mindst i Tyskland,« siger Tore Stramer.

Tårnby er nummer tre, bl.a. fordi Kastrup Lufthavn ligger i kommunen. Luftfart er ifølge Stramer en de brancher, der bliver først ramt under en nedtur.

Analysen kommer, samtidig med tal fra Danmarks Statistik onsdag, der viser, at eksporten måske allerede er ved at være presset.

I oktober var humøret i industrien således faldet til det laveste punkt i fire år, følge det såkaldte Konjunkturbarometer.

Virksomhederne melder især om manglende ordrer, der trækker ned, og det er især maskinindustrien, metalindustrien og fødevareindustrien, der melder om dårlige tider.

»Der bliver ikke bestilt så mange nye maskiner og andre former for investeringer, og det hænger igen sammen med den store usikkerhed, som ikke mindst handelskrigen mellem USA og Kina har skabt. Det er bare ikke en god situation at bygge en ny fabrik i, også selv om renten er lav. Det er helt klart en udvikling, som også rammer danske virksomheder,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Tyskland, vores største marked, ligger på grænsen af en teknisk recession, mens Sverige, vores næststørste marked, er tæt på nulvækst.

En nedgang i væksten på vores eksportmarkeder på 2 procentpoint vil ifølge Tore Stramer kappe 24 mia. kr. af eksporten og koste knap 11.000 fuldtidsstillinger.

Aalborg med en eksportandel på 51 pct. er ifølge analysen den mest udsatte danske storby i det spil, mens Odense med en andel på kun 24 pct. er den mindst følsomme.

I København og Århus udgør eksportandelen hhv. 45 pct. og 44 pct.

BRANCHENYT
Læs også