Økonomi

Fem virksomheder hiver næsten hele det danske overskud på betalingsbalancen

Overskuddet på den danske betalingsbalance hives næsten ene hjem af fem virksomheder, viser tal for Danmarks Statistik.

Betalingsbalancen dækker over forskellen i handlen af varer og tjenester med udlandet. Er der et overskud, på betalingsbalancen, vil det sige, at eksporten ud af Danmark har været større end importen. Foto: AP

Fem af Danmarks største virksomheder står næsten alene for hele det danske overskud på betalingsbalancen.

Det fremgår af en analyse fra Danmarks Statistik, der har set nærmere på, hvordan de danske industrivirksomheder bidrager til betalingsbalanceoverskuddet.

Betalingsbalancen dækker over forskellen i handlen af varer og tjenester med udlandet. Er der et overskud på betalingsbalancen, vil det sige, at eksporten ud af Danmark har været større end importen.

Samlet bidrog alle de danske industrivirksomheder i 2018 med 297 milliarder kroner til det danske betalingsoverskud.

Ud af det beløb kom 145 milliarder kroner alene fra fem virksomheder. Det svarede stort set til det samlede overskud på Danmarks betalingsbalance, der lød på 158 milliarder kroner.

- Danmarks Statistik offentliggør ikke, hvad det er for selskaber. De nævner heller ikke, hvilke brancher de her selskaber arbejder inden for, siger Morten Granzau Nielsen, underdirektør i Dansk Industri.

Sammen med kollegerne i landets største erhvervsorganisation er der i andre sammenhænge blevet set nærmere på, hvilke danske selskaber der især har en stor global tilstedeværelse.

I den sammenhæng nævner han medicinalindustrien som en af de industrier, der er meget til stede globalt.

- Vi har også en række virksomheder som eksempelvis Grundfos, Danfoss og Vestas, som er rigtigt store globalt set, og som principielt godt kan være blandt nogle af de her fem virksomheder.

- Men vi ved det ikke med sikkerhed, siger Morten Granzau Nielsen.

Han mener, at der er grund til at glæde sig over, at der er nogle danske virksomheder, der er så store og så globale, at de kan spille med i kampen mod store internationale virksomheder.

- Men det gør os selvfølgelig også ret sårbare, i det tilfælde at de her virksomheder bliver ramt af modvind, eller hvis de begynder at placere mere af deres virksomhed andre steder end i Danmark, siger han.

Ifølge Danmarks Statistik stammer en del af industrivirksomhedernes bidrag til betalingsbalanceoverskuddet fra vareeksport, hvoraf en stigende del aldrig krydser dansk grænse, fordi varerne produceres i udlandet.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også