Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Overrasker positivt: USA's arbejdsmarked buldrer frem

Der blev skabt 266.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA i november. Ifølge Bloomberg var det ventet, at tallet ville lande på 183.000.

Foto: AP Photo/Ed Ford

Rygterne om den amerikanske økonomis snarlige nedtur var stærkt overdrevne. I hvert fald hvis man ser på det amerikanske jobmarked, der fortsætter med at vise overraskende stor styrke.

Det viser den amerikanske jobrapport, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.

Det var på forhånd ventet, at der var blevet skabt 183.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA i november, men tallet endte på 266.000. Tallet for november har fået medvind af, at 40.000-50.000 strejkende hos bilmastodonten General Motors er vendt tilbage, men det ændrer ikke på, at det er anden måned i træk, at den amerikanske jobrapport - der også er kendt som kongen af nøgletal - er bedre end ventet.

»Det er en rigtig god nyhed, at det amerikanske jobmarked stadig ser robust ud. Vi og andre har tidligere frygtet, at jobvæksten i USA var ved at bremse op, fordi en række ”bløde” indikatorer har peget i den retning, men indtil videre har frygten altså være ubegrundet,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Det er ikke kun i tallet for november, at der gemmer sig en positiv nyhed. Det samme gør sig gældende for de reviderede tal for september og oktober. For de to måneder er jobskabelsen blevet opskrevet med 41.000.

Jobrapporten viser, at arbejdsløshedsprocenten faldt et my fra 3,6 pct. i oktober til 3,5 pct. i november.

I Nykredit venter man, at jobskabelsen fremadrettet vil aftage i styrke.

»Tallet flugter ikke ret godt med de svagere signaler, vi ellers har fået fra arbejdsmarkedet. Der er derfor også risiko for, at november måneds stærke (justerede) jobskabelse bliver en enlig svale. Virksomhederne udtrykker i erhvervstillidsmålinger lavere appetit på at hyre, og antallet af jobopslag er klart for nedadgående. Det vidner om at noget af gassen burde sive ud af ballonen,« skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.

Selv om der også er skabt usikkerhed i forbindelse med USA's handelskrig med Kina, venter man i Nykredit ikke, at økonomien bliver afsporet i USA som følge af det.

»Risikoen er der, men den er lille,« skriver Frederik Engholm.

BRANCHENYT
Læs også