Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

USA fastholder renten på det nuværende niveau

USA's centralbank har som ventet valgt at fastholde den ledende rente efter afslutningen på rentemødet.

USA's centralbankchef Jerome Powell. Foto: AP/Susan Walsh

USA's centralbank, Federal Reserve (Fed), fastholder nærmere bestemt den toneangivende rentesats i niveauet 1,50-1,75 pct.

Det meddeler centralbanken onsdag aften efter at have afsluttet et to dages møde.

Der blev umiddelbart heller ikke lagt op til ændringer af renteniveauet på de kommende rentemøder. Et flertal af komitémedlemmerne vurderer således, at den toneangivende rentesats vil forblive uændret indtil slutningen af 2020.

Ifølge centralbanken er den nuværende pengepolitik passende for at understøtte blandt andet den økonomiske vækst, skriver Bloomberg.

Efter at have sænket renten tre gange i år til nu at ligge i spændet 1,50 - 1,75 pct., vil centralbanken afvente og se effekten i økonomien.

Både centralbankchef Jerome Powell og flere medlemmer af den pengepolitiske komite har sagt, at det nuværende niveau »sandsynligvis forbliver passende« den kommende tid, og at der skal »væsentlige ændringer« i de økonomiske prognoser for at ændre på renteniveauet.

Ifølge Søren V. Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, tyder meget på, at Fed. er lykkedes med at stabilisere økonomien uden at fyre al ammunitionen af.

"I det hele taget skinner det igennem rentemeddelelsen og Fed-chefen Powells efterfølgende pressemøde, at han lige nu er ganske godt tilfreds med den aktuelle pengepolitik. Det skyldes, at flere af de amerikanske nøgletal har rystet de seneste svagheder af sig," siger han i en reaktion på nyheden.

Men selvom amerikansk økonomi er kommet sig og nu har flyttet sig væk fra en situation, hvor man taler om recession, så vurderer han fortsat, at amerikansk økonomi er skrøbelig.

"Særligt de amerikanske erhvervsinvesteringer halter for tiden. Det kan hænge sammen med handelskrigen, og selvom vi snart kan se en fase 1 aftale, så tror vi handelskrigen vil være et grundvilkår for virksomhederne i løbet af det næste års tid. Derfor venter vi også, at Fed vil træde til med en enkelt rentenedsættelse i løbet af 2020," siger Søren V. Kristensen.

Det seneste halvårs rentesænkninger kom efter, at renten gradvist blev hævet i perioden 2015 til 2018, heraf fire gange i 2017 og tre gange i 2018.

Selv om fastholdelsen onsdag aften ikke kom som en overraskelse for markedet, var udmeldingerne alligevel med til at sende aktierne lidt højere op sidst på handelsdagen.

BRANCHENYT
Læs også