Økonomi

Danmark var klart det dyreste EU-land at bo i sidste år

Danmark lå alene på toppen, når det kommer til forbrugerpriser blandt EU-landene.

Udover det samlede prisniveau tog Danmark også prisen for EUs dyreste fødevarer. Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Det er ikke noget tilfælde, at priserne på ganske almindelige dagligvarer kan synes billigere, når danskerne rejser sydpå til andre EU-lande.

Danmark havde sidste år med afstand det højeste prisniveau for husholdningsforbrug blandt alle EU-landene. Det viser nye tal fra Eurostat, som Danmarks Statistik har offentliggjort onsdag.

Danmarks indekstal lå på 137, hvilket betyder, at prisniveauet var hele 37 pct. højere end gennemsnittet blandt de 28 medlemslande af EU.

Et stykke efter Danmark ligger Irland, Luxembourg og Finland som de umiddelbare efterfølgere med indekstal på henholdsvis 129, 126, og 122.

Kigger man på de Europæiske lande udenfor EU, fik Danmark dog baghjul på prisniveauet. Islands prisniveau lå i 2018 på 58 pct. over EU-gennemsnittet, mens Schweiz’ og Norges endte på henholdsvis 51 og 47 pct.

I den anden ende af skalaen dominerer de østeuropæiske EU-lande. Bulgarien havde det laveste prisniveau på 49 pct. under EU-gennemsnittet, mens Rumænien og Polen lå umiddelbart efter. Påfaldende nok havde alle de nytilkomne EU-lande efter 2004 et prisniveau, der ligger under gennemsnittet.

Kigger man kun på priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer, tog Danmark også førstepladsen med et prisniveau på 30 pct. over gennemsnittet. Dermed kan det for mange danskere betale sig at handle sine fødevarer i nabolandene Sverige og Tyskland. Sveriges prisniveau i denne kategori lå 17 pct. over gennemsnittet, mens Tysklands stort set lå på niveau med EU-gennemsnittet.

BRANCHENYT
Læs også