Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Olie og guld skyder op, mens aktiemarkederne falder

Et amerikansk droneangreb på højtstående iransk leder skaber nervøsitet blandt investorer.

USA's attentat på Qassem Soleimani er blevet fordømt af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, der lover, at han vil hævne drabet. Foto: Ahmad Al-rubaye/AFP

USA's dødelige angreb på den iranske general Qassem Soleimani og andre højtstående officerer smitter fredag af på de finansielle markeder.

Verden over har aktierne vendt snuden nedad, fordi investorerne frygter Irans reaktioner på drabet. Samtidig stiger både olieprisen og guldprisen kraftigt.

»Det er opsigtsvækkende, at en af Irans øverste militære generaler er blevet dræbt. Men det hele afhænger nu af, hvordan Iran gør gengæld,« siger Tapas Strickland, direktør for økonomi og markeder i National Australia Bank, til nyhedsbureauet Reuters.

Prisen på en tønde europæisk brentolie snuser til 70 dollars, og også den amerikanske referenceolie, WTI, er steget i pris efter angrebet. Det skyldes frygt for ustabilitet i de olieproducerende lande i Mellemøsten.

Faktisk er oliepriserne ikke set højere, siden der senest var voldsom geopolitisk spænding i regionen efter angrebene i september sidste år på Saudi-Arabiens olieinfrastruktur.

»Selv om ingen olieanlæg eller -produktion blev ramt i angrebet, er drabet på en af Irans mest magtfulde generaler en provokation, som skaber spændinger mellem USA og Iran. Hvilket øger frygten for et væbnet sammenstød, som andre lande kan blive suget ind i,« skriver nyhedsmediet Bloomberg.

USA's attentat på Qassem Soleimani er blevet fordømt af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, der lover, at han vil hævne drabet.

Qassem Soleimani var leder af en elitestyrke inden for den iranske revolutionsgarde og blev af mange anset for at være den mest indflydelsesrige leder i Iran næstefter ayatollah Ali Khamenei.

Også den irakiske militærkommandant Mahdi al-Muhandis blev dræbt under det amerikanske droneangreb. Han var næstkommanderende i den magtfulde irakiske milits al-Shaabi, der støttes af Iran.

BRANCHENYT
Læs også