Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nu rammer chokbølgen fra den kinesiske corona-virus finansmarkeder og virksomheder

Frygt for spredning af corona-virussen i Kina trak tæppet væk under finansmarkederne mandag. Chokbølgen kan også ramme danske virksomheder, der laver forretning i Kina eller sælger til kinesiske turister, advarer brancheorganisation.

Frygten for en voldsom spredning af corona-virussen fik nye vinger, da det i weekenden kom frem, at den smitter før folk får symptomer.

Efter flere uger uden den store chokeffekt har frygten for den kinesiske corona-virus nu grebet finansmarkederne.

Virussens eksponentielle spredning vil ifølge bl.a. amerikanske Citigroup, Nykredit og Danske Bank ramme den kinesiske økonomi – verdens næststørste – just som den i forvejen kæmper med at holde tempoet oppe. Dermed ser opsvinget i resten af Asien og i den globale økonomi også mere skrøbeligt ud, påpeger analysehuset Oxford Economics.

Forskrækkelsen trak mandag derfor tæppet væk under finansmarkederne. Her har man de seneste måneder set store kursstigninger i aktier og risikable obligationer netop på forventning om en acceleration af væksten i år.

»Hvis det ender med at koste noget på den globale vækst, er markederne skrøbelige. De er indstillede på, at væksten kommer til at stige mærkbart i år,« siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Konsensus blandt analytikerne er, at indtjeningen i virksomhederne i de globale aktieindeks stiger omtrent 10 pct. i år. Hvis det tal kommer i tvivl, »vil der være en regning at betale i aktiemarkederne,« siger Engholm.

Allerede i sidste uge var markederne i minus pga. virusfrygten, og det amerikanske S&P 500-indeks faldt 1 pct., hvilket er det dårligste resultat siden sensommeren. Faldene fortsatte mandag.

Flere toneangivende aktieindeks i Europa droppede mere end 2 pct. – det danske OMX C25-indeks tabte omtrent 2,3 pct. – i takt med at investorer trak sig ud af risikable aktiver.

I stedet steg kursen på f.eks. guld og sikre danske realkreditobligationer.

Kursen på det 30-årige, fastforrentede 1 pct. lån med afdrag lå således snublende tæt på 100 ved dagens afslutning og åbner muligvis igen for lån på 0,5 pct.

Olieprisen faldt til under 60 dollars per tønde, fordi markedet regner med mindre transport, og med faldet dykkede også kursen på den norske krone.

Frygten rammer ifølge Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker hos Danske Bank, ekstra hårdt lige nu, fordi mange havde indstillet sig på et lysere 2020 efter en opblødning i handelskrigen og en større vished om brexit.

Verdensøkonomien voksede ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) kun 2,9 pct. sidste år, det sløveste tempo siden finanskrisen, men den ventes at accelerere til 3,3 pct. i år.

»2019 var i forvejen et meget udfordrende år. Nu var vi ved at se tegn på, at det gik fremad igen. Dette kan dog godt udskyde det moderate opsving, der lå i kortene,« siger Mikael Olai Milhøj.

Dårlige nøgletal fra tyske industrivirksomheder mandag pustede yderligere til ilden ved ifølge Nordea at understrege, at Europas største økonomi langtfra er på sikker grund endnu.

Markederne straffede ifølge Citigroup i særlig grad aktier og obligationer fra virksomheder inden for forbrugsgoder, rejse, transport, hoteldrift og restauration, der sælger til kinesiske turister eller til det kinesiske hjemmemarked.

Herhjemme er forventningerne til salget hos øl-giganten Carlsberg faldet, og kursen på flyselskabet SAS, der flyver til og fra Kina, er også styrtdykket.

Men ifølge Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, kan selv mindre danske virksomheder med underleverandører i Kina risikere at blive ramt, hvis de kinesiske myndigheder udvider karantænen.

»Det er bekymrende, og perspektivet er slemt, hvis det ikke inddæmmes hurtigt,« siger Michael Bremerskov Jensen.

BRANCHENYT
Læs også