Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vismændene opjusterer: Økonomien slipper nådigt fra coronakrisen

Økonomien er trods et højt smittepres ifølge De Økonomiske Vismænd godt i gang med at lægge krisen bag sig og har ikke brug for mere hjælp. Det er alt for optimistisk, mener flere.

Corona rammer verden
Formandskabet i Det Økonomiske Råd: Carl-Johan Dalgaard, Jakob Roland Munch, Lars Gårn Hansen og Nabanita Datta Gupta.

De Økonomiske Vismænd opjusterer deres prognose trods stigende pres på økonomien fra nye coronarestriktioner både herhjemme og på mange af vores eksportmarkeder.

I deres nye rapport spår vismændene således, at bruttonationalproduktet (bnp) vil falde 3,6 pct. i år. Det er en opjustering fra et fald på 4,4 pct. i forhold til deres rapport fra juni og stort set det samme som i deres mest optimistiske scenarie fra april.

»Hjælpepakker og andre finanspolitiske lempelser har bidraget til, at dansk økonomi ser ud til at være kommet relativt nådigt igennem i hvert fald første del af coronapandemien,« siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.

»Den økonomiske udvikling den kommende tid vil i høj grad være bestemt af udviklingen i smittebilledet i både Danmark og i udlandet,« fortsætter han.

Opjusteringen kommer, samtidig med at visse andre prognosemagere, f.eks. Handelsbanken, har sænket deres skøn for dansk og europæisk økonomi i lyset af epidemiens opblussen.

I Storbritannien indførte Wales mandag en to uger lang nedlukning, Irland lukkede forleden barer og restauranter i seks uger, og i storbyer som Paris, London og Madrid er der indført hårde restriktioner.

Vismændenes skøn er også mere optimistisk end de seneste skud fra både regeringen og Nationalbanken.

Ikke desto mindre viser deres modeller stadig, at økonomien er på vej ud af krisen, og at den vil vokse med 3,8 pct. næste år.

»Tingene går hurtigt lige nu. For to uger siden kiggede vi klart ind i hovedscenariet. Udviklingen de seneste to uger gør dog, at vi måske kigger mere ind i et mere pessimistisk scenarie. Men det er endnu ikke nok til, at vi vil ændre på noget,« siger Lars Gårn Hansen, vismand og professor i økonomi på Københavns Universitet.

Væksten næste år er lavere end skønnet på 5,5 pct. fra juni, men i vismændenes regnemaskine vil bnp allerede næste år i gennemsnit ligge lidt over niveauet fra 2019.

Det er på linje med Norge og USA, men en langt hurtigere genopretning end i de fleste andre europæiske lande som f.eks. Tyskland, Storbritannien og Spanien.

På vores eksportmarkeder som helhed ventes bnp-niveauet næste år at ligge omtrent 0,5 pct. under niveauet i 2019.

Økonomien får ifølge vismændene så meget fart på, at ledighedskøen mindskes støt de kommende år.

Dermed vil der ifølge vismændene ikke være brug for mere finanspolitisk hjælp på nuværende tidspunkt – altså skal man f.eks. ikke udbetale de sidste to ugers feriepenge næste år, som regeringen ellers har lagt op til.

Mandag lå antallet af ledige ifølge Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering 23.265 personer over udgangspunktet, før coronakrisen ramte i midten af marts.

Vismændene regner med, at ledigheden ved udgangen af året vil ligge omtrent 40.000 over niveauet før krisen. Men så går det støt nedad de kommende år.

Tager epidemien en drejning til det værre, vil økonomien opleve et endnu større fald i år og en langt sløvere genopretning næste år – et fald i bnp på hhv. -4,2 pct. i år og en vækst på kun 1,5 pct. i 2021.

I det scenarie vendes udviklingen på arbejdsmarkedet fra en stigning i beskæftigelsen næste år til et fald. Ligeledes vil boligpriserne falde næste år med 3,5 pct.

Bliver det virkelighed, vil dansk økonomi også få brug for mere hjælp, vurderer vismændene.

»Forværres smittebilledet i Danmark og i udlandet mærkbart, vil de økonomiske udsigter blive forværret, og så kan der godt blive behov for finanspolitiske initiativer for at holde hånden under økonomien,« siger Carl-Johan Dalgaard, der til daglig er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Vismændenes prognose er dog for optimistisk, mener både Ledernes Hovedorganisation og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

De undervurderer ifølge lederne og AE slaget til økonomien i den kommende tid fra de voksende smittetal i specielt udlandet.

Derfor bør regeringen ifølge AE allerede nu gøre sig klar til f.eks. at udbetale flere kontante ydelser og sætte endnu flere offentlige anlægsprojekter i gang for at stimulere økonomien.

»Jeg kan frygte, at vismændene er lidt for optimistiske i deres vurdering af, hvor hurtigt dansk økonomi genoprettes,« siger Michael Rosholm, formand, AE.

»Når der er stigning i coronasmitten og derfor voksende usikkerhed i Danmark og især i resten af verden, påvirkes en lille, åben økonomi som den danske ekstra meget, fordi vi er så afhængige af virksomhedernes eksport. Vi er sårbare over for stød udefra, og derfor er vi i AE lidt mindre optimistiske end vismændene,« fortsætter Rosholm, der til daglig er professor i økonomi på Aarhus Universitet.

BRANCHENYT
Læs også