Økonomi

Hundevalutaen Dogecoin er blevet årets vildeste investering: Oppe med 14.000 pct. siden nytår

Dogecoin blev skabt på tre timer som en morsomhed for otte år siden. Nu er hundevalutaen blevet det hotteste på kryptomarkedet med Elon Musk som en af de store fans.

Artiklens øverste billede
Den listige shiba-hund blev et internet-fænomen i 2013. Og hunden blev også ansigtet på Dogecoin, der blev skabt som et satirisk indslag i al snakken om kryptovalutaer.

Havde du købt kryptovalutaen Dogecoin for tusind kroner, da nytårsraketterne fløj ind i 2021, ville din investering være 142.000 kr. værd nu.

Dogecoin blev skabt som en parodi på bitcoin, men er nu blevet 520 mia. kr. værd, efter voldsomme stigninger siden nytår. I den seneste uge er værdien mere end fordoblet, og Dogecoin er nu den fjerdestørste kryptovaluta i verden, målt på markedsværdi.

Den heftige hype omkring Dogecoin fik ifølge Bloomberg overbelastet og nedlagt kryptohandlen hos Robinhood, som står bag en populær app til at handle med aktier. Fans af Dogecoin har som erklæret mål at presse værdien op på én dollar pr. Dogecoin. Foreløbigt er den steget til 0,67 dollar – mod 0,0046 dollar ved årsskiftet.

Samtidig har Elon Musk tweetet flittigt om Dogecoin og kalder sig selv for ’Dogefather’. Og handel med Dogecoin er blevet bredt ud til flere trading-platforme, som ellers før havde afvist valutaen – for eksempel Gemini, som Facebook-tvillingerne Tyler og Cameron Winklevoss står bag.

»Vi er begejstrede over at kunne annoncere, at handel og ejerskab nu er muligt for Dogecoin, den sjoveste og venligste kryptovaluta i det observerbare univers,« meldte Gemini-platformen ud den 4. maj i år.

Dogecoin blev skabt i 2013 som en ironisk kommentar til al snakken om bitcoin i tech-kredse dengang. Det tog kun tre timer at programmere og lancere den nye kryptovaluta, der tog afsæt i et meme på internettet omkring et billede af en shiba-hund. Det skriver Cnet.

Hurtigt blev Dogecoin et fænomen i sig selv, og de to stiftere begyndte at bruge deres kryptovaluta som en måde at indsamle penge til gode formål.

De fik aldrig selv produceret ret mange Dogecoins og fik med tiden givet dem alle væk. Da et skummelt britisk selskab begyndte at infiltrere Dogecoin-miljøet og overtage kontrollen, valgte de to stiftere at trække sig.

Siden har et stort og engageret miljø af Dogecoin-fans dyrket Dogecoin og hundetemaet, og nu bliver de voldsomme kursstigninger sammenlignet med dramaet omkring Gamestop i januar. Dengang bredte et slags folkeligt oprør sig, som støtte til spilbutikskæden Gamestop, der så sin aktiekurs eksplodere, for derefter at miste pusten igen.

Nu advarer analytikere derfor om, at Dogecoin-stigningerne kan forsvinde igen lige så hurtigt, som de kom. Det er derfor højst risikabelt at investere i Dogecoin, hvis formålet er at tjene penge på det, lyder den generelle vurdering.

Mike Novogratz, direktør for Galaxy Digital Holdings, vil for eksempel være ’meget, meget bekymret’, hvis en af hans venner ville købe Dogecoin, skriver Bloomberg.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.