Endnu en rekord på arbejdsmarkedet: »Det er helt ekstraordinært, det vi er vidne til i øjeblikket«
Beskæftigelsen er nu steget 13 måneder i streg, og den er nu oppe på 2,9 mio.
Rekordernes tid på det danske arbejdsmarked fortsætter. I februar steg beskæftigelsen med 9.000 personer, og dermed nåede den samlede beskæftigelse op på 2.929.000 personer, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er den højeste beskæftigelse, der nogensinde er målt i den tid, hvor Danmarks Statistik har ført statistik på området.
»Det er helt ekstraordinært, det vi er vidne til i øjeblikket. Den stærke udvikling har været båret godt på vej af en imponerende genopretning af dansk økonomi i 2021, hvor vi både har set et stort comeback til eksporten og et stigende privatforbrug. End ikke den seneste nedlukning kunne sætte en kæp i hjulet på udviklingen,« skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, i en kommentar.
Det er den ottende måned i træk, at der er blevet sat rekord. Og beskæftigelsen er nu steget 13 måneder i træk, hvilket betyder, at antallet af lønmodtagere siden januar 2021 er steget med 166.000. Tidligere har tal fra Danmarks Statistik vist, at ledigheden i februar nåede ned på 2,5 pct. Det er det laveste niveau siden juni 2008, hvor den lå på 2,4 pct. De 2,4 pct. er samtidig det laveste, der nogensinde er registreret.
»En del af forklaringen på den flotte jobvækst er naturligvis, at smitten aftog tydeligt i starten af året og restriktionerne blev rullet tilbage. Men når det er sagt, så er der ingen tvivl om at væksten i dansk økonomi har været flyvende omkring årsskiftet,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
I Danske Bank per man på, at den danske økonomi bliver ramt af mere og mere modvind. På trods af dette regner man dog ikke med, at beskæftigelsen vil begynde at vende lige foreløbigt.
»Der skal meget til, hvis vi ligefrem skal se beskæftigelsen falde, fordi der i udgangspunktet er så stor mangel på arbejdskraft og så mange ledige job, og vi regner også med at se stærke jobtal for perioden efter invasionen i Ukraine,« skriver Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.
»Men når vi ser længere frem, er der klart risiko for mere udbredt afmatning, fordi det er nødvendigt at bremse op og få inflationen ned i den vestlige verden. Under alle omstændigheder er det svært at tro på en markant højere beskæftigelse, end vi har nu, simpelt hen fordi arbejdsløsheden allerede er så lav. På den måde er risikoen langt mere ned end op, når det gælder beskæftigelsen, især på lidt længere sigt,« lyder det samtidig fra Las Olsen.