Japansk forbrug skuffer
Den japanske inflation udviklede sig lettere negativt i september, men husholdningernes forbrug skuffer igen fælt.
Og med en stigende arbejdsløshed, er der ikke meget positivt at hente for de japanske politikere med premierminister Shinzo Abe i spidsen i kampen for at få den japanske økonomi på ret køl.
De japanske nationale forbrugerpriser steg 3,2 pct. i september, hvor der var ventet en stigning på 3,3 pct.
Priserne eksklusive friske fødevarer (kerneinflationen) steg som ventet 3,0 pct. sammenlignet med samme måned året før.
Fødevarepriserne steg 5,1 pct. i september sammenlignet med samme måned i 2013. Priserne på friske fødevarer steg 9,8 pct, i samme tidsrum.
Ses der på forbrugerpriserne i Tokyo-området, der er de første indikationer for oktober, var der tale om en stigning på 2,5 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Analytikere havde forventet en inflation på 2,7 pct.
Kerneinflationen for Tokyo-området steg 2,5 pct., hvilket var som ventet.
Husholdningernes forbrug viser samtidig et fald på 5,6 pct. i september sammenlignet med samme måned sidste år. Analytikere havde ventet et fald på 4,3 pct.
Den japanske arbejdsløshed steg samtidig til 3,6 pct. fra ureviderede 3,5 pct. i august. Analytikere havde forudset stigningen ifølge Bloomberg News' undersøgelse.
Andelen af ledige stillinger var 109 per 100 jobsøgende, hvilket er en smule lavere end augusts 110.
Ritzau Finans