Nordea: Nationalbanken kan have taget det første rente-skridt
Særligt i denne måned er der grund til at se frem til opgørelsen over Nationalbankens beholdning af udenlandsk valuta, for den kan muligvis give indikationer om, hvorvidt Nationalbanken vil flytte på renten.
Det vurderer Jan Størup, der er senioranalytiker i Nordea.
Han mener, at opgørelsen måske vil vise, at Nationalbanken har solgt kroner i valutamarkedet.
- Det er interessant, for det kan være første skridt i retning mod at justere på renten. Nationalbanken følger typisk det mønster, at de først intervenerer, og så på et tidspunkt, hvis presset er for stort, går de ud og ændrer på renten, siger Jan Størup til Ritzau Finans.
Jan Størup fastslår dog, at det er meget usikkert, hvad Nationalbankens næste skridt i øjeblikket er.
I september solgte Nationalbanken 600 mio. kr., da den danske krone var gået stærkt i forhold til euroen, og Jan Størup peger på, at kronen i hvert fald ikke er blevet svagere i købet af oktober, og det kan åbne op for, at Nationalbanken har fortsat tendensen i oktober.
Ritzau Finans