Dansk eksport til Rusland er i bakgear
Den danske eksport til Rusland bliver mindre og mindre. I tredje kvartal faldt eksporten med 18 procent.
Der blev ikke solgt så mange danske varer til udlandet i tredje kvartal i år som i samme periode sidste år. Samlet er eksporten faldet med 1,1 procent.
Det er blandt andet krisen i Ukraine, der kan aflæses på tallene. Rusland har indført en række handelssanktioner for lande fra Vesten, og derfor kan de danske varer ikke længere sælges til russerne.
I tredje kvartal var eksporten til Rusland hele 18 procent lavere end i samme kvartal sidste år, mens den i september var 24,3 procent lavere end i september 2013.
Det markant lavere niveau skal især ses på baggrund af, at russerne har sat en stopper for, at danske fødevarer kan sendes ind i landet og sælges.
Det er især det danske svinekød, men også en række andre fødevarer, som for tiden ikke kan indgå i russernes kostplaner.
Eksporten til Rusland udgjorde i tredje kvartal 1,5 procent af Danmarks samlede eksport.
Ritzau