Det står stille i den kinesiske industri
Aktiviteten i den kinesiske fremstillingsindustri aftager forsat og er nået total stilstand i november.
Det viser tal fra den private PMI-undersøgelse fra HSBC Holdings og Markit Economics torsdag.
Indekset viser 50,0 i den foreløbige aflæsning efter et fald fra 50,4 i oktober. 50 er balancepunktet mellem stigende og faldende aktivitet.
Analytikerne havde ventet et fald i aktiviteten, men dog kun til en aflæsning på 50,2 ifølge en undersøgelse foretaget af Bloomberg News.
Dagens data er det laveste aktivitetsniveau i den kinesiske fremstillingssektor i et halvt år.
- Vi ser stadig usikkerhed i de kommende måneder fra boligmarkedet og på eksportfronten. Vi tror, at væksten stadig står over for et betydeligt nedadgående pres, og flere monetære- og finanspolitiske lempelser bør tages i anvendelse, siger chef-Kinaøkonom Qu Hongbin fra HSBC i Hongkong ifølge Bloomberg News.
Kinas økonomi er på vej mod den langsommste vækst på årsbasis i mere end to årtier tynget ned af overkapacitet og svag indenlandsk efterspørgsel.
Centralbanken, People's Bank of China, har på det seneste indsprøjtet likviditet i systemet, men er afstået fra bredere baserede rente- eller reservekravs-reduktioner, da banken forsøger at undgå en ny accelererende gæld.
Det er især nedturen på ejendomsmarkedet, der rammer verdens næststørste økonomi. Tal for boligpriserne i Kinas 70 største byer har måned efter måned vist fortsatte prisfald i flere og flere byer, og i oktober var også Beijing med i statistikken, hvor priserne i 69 af de største byer faldt i forhold til september.
Kun Zhengzhou, der er hovedstad i den centrale Henan-provins, var den eneste by, hvor priserne ikke faldt, men forblev uændrede.
Prisfaldet satte for alvor ind i maj, hvor det stagnerende marked for første gang viste direkte prisfald i et større antal byer.
Antallet af byer med prisfald på årsbasis er nu oppe på 67 ud af 70.
Ritzau Finans