Her er den nye økonomiske vismand
Carl-Johan Dalgaard skal som ny økonomisk vismand være med til at give gode råd om den økonomiske udvikling og politik i Danmark.
Danmarks nye økonomiske vismand hedder Carl-Johan Dalgaard og er ekspert i vækst.
Det oplyser økonomi og indenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.
Carl-Johan Dalgaard er 43 år og er uddannet og ansat som professor på Københavns Universitet. Han har været ansat på universitetet i 12 år og været professor i 6 år. Han forsker især i vækst og udvikling.
Han bliver ny vismand fra 1. december. Professor Claus Thustrup Kreiner, der har været medlem af formandskabet siden 2010, udtræder af formandskabet med udgangen af november 2014.
Efter ændringen består De Økonomiske Råds formandskab af professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Københavns Universitet, professor Carl-Johan Dalgaard, Københavns Universitet, professor Michael Svarer, Aarhus Universitet, samt professor Eirik Schrøder Amundsen, Københavns Universitet og Bergens Universitet.