Olieprisens fald kan udløse dansk jobfest
For dansk økonomi er det en kæmpe fordel, at prisen på olie falder. 17.500 nye job kan være på vej.
Faldende oliepriser af den størrelse, som er set på det seneste, har samme gunstige indflydelse som en stor sænkning af skatterne. Det frigør enorme summer til forbrug og nye investeringer ude i virksomhederne.
Sammen med den stigende dollarkurs kan facit derfor let blive så meget som 17.500 nye job herhjemme over de kommende to år, hvis olieprisen og dollarkursen holder sig på det aktuelle niveau.
Det skriver Berlingske.
- Den faldende oliepris er en rigtig god nyhed for dansk økonomi - og det samme er en stærkere dollar. Det her er noget, vi skal være stærkt begejstrede over, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
De positive prospekter fremgår af beregninger, som Danske Bank har udarbejdet for Berlingske Business, og andre økonomer deler opfattelsen.
Det er let og hurtigt at se, hvordan prisdykket på olie og prishoppet på den amerikanske dollar påvirker økonomien. Varmeregningen i de danske hjem falder, benzinpriserne på tankstationerne er markant lavere, og ligeledes bliver eksporten til USA mere værd.
Ritzau Finans