Nordea: Norge og Sverige fortsat i førersædet - men Danmark er på vej
I lyset af den svage internationale udvikling har vækstbetingelserne den seneste tid været svære for de nordiske lande, som alle er kendetegnet ved en stor udenrigshandel.
Men Norge og Sverige har klaret sig bedst, mens Danmark og Finland har været agterlanterner.
Det billede ændrer sig ikke meget i den kommende tid, vurderer Nordea i sin seneste økonomiske prognose - Økonomisk Perspektiv.
- Også over de kommende år venter vi en relativt høj vækst i begge landene, men især den norske udvikling vil være meget afhængig af udviklingen i olieprisen, skriver Nordea op påpeger, at Opec-landenes beslutning om ikke at reducere olieproduktionen betyder, at usikkerheden omkring væksten i 2015 og 2016 er større end tidligere.
Nordea tror dog på, at hvis Norge skulle opleve hård opbremsning i økonomien, så vil det blive imødegået gennem betydelige finanspolitiske lempelser.
Af de to agterlanterner har Danmark de bedste chancer for at lægge vækstkrisen bag sig. Det skyldes primært en stærk fremgang på arbejdsmarkedet og stabilisering af boligmarkedet.
Finland, derimod, hænger ifølge Nordea fortsat fast i recessionens dynd.
- Afmatningen i Rusland rammer finsk økonomi hårdere end de andre nordiske lande, og i lyset af de store strukturelle problemer som Finland også slås med er der risiko for nye vækstskuffelser - og behov for ekstra vitamintilskud, konstaterer Nordea i prognosen.
Ritzau Finans