Nationalbanken: Danmark nyder godt af lavere oliepris
For den danske økonomi er det samlet set positivt, at olieprisen er faldet kraftigt de seneste måneder.
Sådan lyder bedømmelsen fra Danmarks Nationalbank, efter at olieprisen er faldet med cirka 40 dollar pr. tønde siden i sommer.
- Først og fremmest indebærer det en massiv indkomstoverførsel fra olieproducerende lande til olieimporterende lande, fastslår nationalbankdirektør Lars Rohde på et pressemøde onsdag.
Isoleret set vil de lavere oliepriser give en vækst i det danske bruttonationalprodukt på 0,3 pct., da Danmark er nettoimporterende blandt andet på grund af den store handelsflåde, viser Nationalbankens beregninger. Den løbende betalingsbalance forbedres isoleret set med cirka 13 mia. kr., men til gengæld svækkes de offentlige finanser med cirka 5 mia. kr. på grund af faldende skatteindtægter.
Det forøger ifølge Lars Rohde risikoen, at den målte inflation falder næste år. Omvendt hæfter nationalbankdirektøren sig ved, at der begynder at være tegn på lønstigninger.
- Trods lave lønstigninger har vi en positiv reallønsudvikling, og det understøtter privatforbruget, siger Lars Rohde.
Ritzau Finans