Minister om nedjustering: Det går langsommere fremad
Der er ikke kommet så meget gang i væksten i Danmark, som regeringen ventede. Derfor halveres vækstskøn.
Første gang økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) skal stå på mål for den danske økonomis tilstand, må han nedjustere regeringens forventninger til, hvordan det står til med væksten.
- Det går langsommere fremad, end vi havde ventet. Derfor nedjusterer vi også skønnet for væksten i Danmark, siger Morten Østergaard i forbindelse med fremlæggelsen af Økonomisk Redegørelse torsdag.
Regeringen har barberet en god luns af vækstskønnet fra 1,4 procent af bruttonationalproduktet til 0,7 procent, mens det også er justeret ned for 2015.
Men trods nedjusteringen glæder økonomiministeren sig over, at der er skabt overskud på den offentlige saldo.
- I august vurderede vi, at der ville være underskud på 22 milliarder kroner. Det opjusterer vi nu med cirka 55 milliarder kroner, så vi ender med et overskud på 34 milliarder kroner, siger han.
- Det er udtryk for, at tingene ændrer sig. Og her er det de lavere renter, der gør det og at muligheden for at omlægge pension, der har overrasket i den forstand, at vi får et langt større overskud, end der var ventet, siger Morten Østergaard.
/ritzau/