Forbrugeroptimismen blomstrer i USA
Detailsalget i november i USA blev bedre end ventet. Det skyldes bl.a. øget bilsalg, og det er godt, mener økonom.
Lave benzinpriser tegner godt for forbruget i USA.
Nye tal viser, at detailsalget steg med 0,7 pct. i november - væsentligt over økonomernes bud, som ifølge Bloomberg News ventede en stigning på 0,4 pct. i forhold til måneden før.
Gode nyheder, mener seniorøkonom i Jyske Bank, Kim Fæster, som hæfter sig ved, at det særligt er langvarige forbrugsgoder som biler og møbler, som forbrugerne har kastet sig over.
»De amerikanske forbrugere nyder godt af de faldende benzinpriser og en stor jobvækst. Noget af det vi lægger mærke til, er at forbrugerne har købt flere biler, møbler og elektronik. Store ting, som ofte betyder, at man skal købe det på kredit. Det er gode tegn, fordi det viser, at forbrugerne har tillid til deres egen økonomiske fremtid,« siger han.
Og det er vigtigt. For ifølge Kim Fæster er det de amerikanske forbrugere, der skal holde både den amerikanske, men også den globale vækst oppe i 2015.
»Jo stærkere væksten i USA er, desto mere kan de europæiske og danske virksomheder sælge til amerikanerne, og det vil understøtte den globale vækst,« siger han.
En af de store shoppedage i november, Black Friday, viste sig også en større succes, end de indledende beregninger viste. Ifølge Kim Fæster viste indledende stikprøver skuffende fald, men dagens tal har vendt op og ned på den historie. Og det er en god start på julemåneden, siger han.
Dagens tal viste en stigning på 0,5 pct. ekskl. biler. Samtidig blev væksten i oktober opjusteret fra 0,3 til 0,5 pct. Detailsalget peger indtil nu på vækst i vareforbruget på godt 4 pct. i fjerde kvartal. Det medvirker til en samlet vækst i BNP på lidt over 3 pct., skønner Nykredit
»Der er ikke meget negativt at sige om amerikansk økonomi, selvom olieproducenterne begynder at klynke lidt over faldet i olieprisen. Det er bare bomstærkt på alle parametre, og Federal Reserve risikerer for alvor at komme bagud, hvis lønstigningerne i løbet af 2015 kommer op i højere tempo,« siger cheføkonom Ulrik Harald Bie.
Alligevel vil julesalget nok næppe slå rekorder i år. For oktober og november har været domineret af koldt vejr i USA, som især har løftet salget af vintertøj - noget, man derfor ikke vil se det store salg af i december, hedder det fra Kim Fæster. Alligevel trækker de lave benzinpriser folk ud i butikkerne og giver købekraft til de kommende måneder, siger han.