Så billig har benzin ikke været i fem år
I dag har brændstofpriserne fået endnu et tryk, og mere er på vej.
Benzin kan i dag tankes til den laveste pris i fem år, og det samme er næsten tilfældet med diesel.
Den såkaldte pumpepris for en liter blyfri 95 oktan dykker i dag til 10,31 kr., mens en liter diesel falder til 9,29 kr. For benzin er der tale om et fald på 18 øre per liter, mens faldet er på 10 øre for diesel.
Fyringsolie falder med 100 kr. til 10.337 kr. for 1.000 liter. Se prisudviklingen hos Statoil.
En rask lille krig plejer at få prisen i vejret, men krigshandlinger i Mellemøsten har ikke fået olieprisen op. Hård vinter i USA har heller ikke haft effekt. Så lige nu kan jeg ikke se, hvor prisstigningen skulle komme fra.
Så lav har benzinprisen ikke været siden julen 2009, da en liter benzin kunne købes for 10,11 kr. Dieselprisen var 21. februar 2010 nede i 9,25 kr.
De nye priser betyder, at en liter benzin i løbet af året er faldet med 2,20 kr. i forhold til årets højeste niveau. En liter diesel er i løbet af året blevet 1,63 kr. billigere.
Det betyder dog ikke, at danske bilister i dag er nødt til at betale henholdsvis 10,31 kr. og 9,29 kr. for en liter diesel eller en liter benzin. Lokale konkurrenceforhold og priskrige betyder nemlig, at det nogle steder vil være muligt at tanke til endnu lavere priser.
Og der er ingen grund til at tro, at faldet i brændstofpriserne stopper her. Den aktuelle pris for en tønde Brent-olie er nu nede i 63 dollars, og i USA er prisen for en tønde West Texas-olie faldet til under 60 dollars.
Hos olieselskabet Statoil forventer fueldirektør Peter Rasmussen da også, at brændstofpriserne vil falde med yderligere nogle øre hen over weekenden.
»Min lommeregner er gået i stykker. Så stærkt går det i øjeblikket, og personligt har jeg pejlet mig ind på en oliepris på måske 50 dollars per tønde. Iran har jo meldt ud, at en oliepris mellem 40 og 50 dollars ikke var utænkelig,« forklarer Peter Rasmussen.
Han vurderer, at yderligere prisfald lige nu er mere sandsynligt end en prisstigning. Det henfører han til, at de olieproducerende lande i Opec foreløbig ikke har kunnet blive enige om at indskrænke produktionen for at stabilisere olieprisen.
»Det er Saudi-Arabien, der bestemmer, mens Opec ikke i øjeblikket har nogen magt. Der er nok nogle af landene i Opec, der ikke har så meget imod en lav oliepris, fordi det vil gøre det mindre rentabelt for USA at producere mere olie med de nuværende lave priser. Lige nu handler det om markedsandele,« forklarer Peter Rasmussen.
Samtidig er der i hans optik ikke forhold, som taler for en prisstigning.
»En rask lille krig plejer at få prisen i vejret, men krigshandlinger i Mellemøsten har ikke fået prisen op. Vi har også allerede set hård vinter i USA. Det plejer også at kunne få prisen i vejret, men det har heller ikke haft effekt denne gang. Tværtimod kan det tale for yderligere prisfald, hvis Iran accepterer en atomaftale. Det kan løfte embargoen mod landet og føre til, at der kommer mere olie ud på markedet,« tilføjer Peter Rasmussen.
Statoil har netop indgået en samarbejdsaftale med energiselskabet E.ON om opstilling af ladestandere til elbiler på Statoil-tankstationer. I første omgang opstilles der hurtigladestandere på Statoil-stationer i hovedstadsområdet, og så kan samarbejdet måske senere udvides til andre større byer.
»Vi tog fat på disse forhandlinger for længe siden, fordi vi ser elbilerne som et naturligt led i den grønne omstilling. Sammen med avancerede biobrændstoffer kan elbilerne blive en del af svaret på at reducere CO2-udslippet i transportsektoren. Men det er klart, at olieprisfaldet lige nu ikke fremmer den grønne omstilling,« siger Peter Rasmussen.
For E.ON er det interessant at opstille hurtigladestandere, der hvor bilisterne i forvejen færdes.
»Statoil har et attraktivt netværk af tankstationer, og elbiler bruger også sprinklervæske,« som direktøren i E.ON, Tore Harritshøj, udtrykker det.