Økonomer: Vintervejr i New York skæmmer positive nøgletal
Tidlig vinter i New York lægger en kølig dæmper på mandagens sekundære nøgletal for amerikansk økonomi, der ellers generelt peger i den positive retning.
Kulden trækker nemlig sammen om tillidsindikatoren for New York-området, "Empire Manufactoring", der for november faldt til skuffende minus 3,6 mod en ventet stigning til plus 12,4 fra en indikator på 10,2 i oktober.
- Tallet skal dog tages med en skovlfuld vejsalt, da New York har været ramt af usædvanlig tidligt vintervejr. Underkomponenten for arbejdsugen faldt således, mens beskæftigelsesudsigterne var uforandrede, skiver cheføkonom Ulrik Bie i Nykredit i en kommentar til indikatoren.
Eftermiddagens nøgletal for industriproduktionen og kapacitetsudnyttelsen i november trækker derimod i den positive retning.
- Amerikansk økonomi drøner derudaf, konstaterer seniorøkonom Kim Fæster fra Jyske Bank med henvisning til en stigning i produktionen på 1,1 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 0,7 pct. efter en stigning på 0,1 pct. måneden før.
Nykredits Ulrik Bie bemærker, at kapacitetsudnyttelsen samtidigt er steget til 80,1 pct. fra 79,3 pct. Det indikerer en fortsat kraftig stigning i investeringerne, mener han.
- Signalet fra industrien er dermed det samme som fra de øvrige dele af økonomien: USA befinder sig i et stærkt opsving, hvor de lavere oliepriser giver endnu mere drivkraft. Også selv om det gør ondt i de stater, som i de foregående år har nydt godt af skiferolieeventyret, noterer Ulrik Bie.
/ritzau/FINANS