Tysk Zew-tillid markant højere end ventet
De tyske finansielle aktører er noget mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset.
Det viser offentliggørelsen af det såkaldte Zew-indeks, hvor forventningsindekset for december steg til 34,9 fra 11,5 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 20,0.
Den del af Zew-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation steg til 10,0 fra 3,3 måneden før. Konsensus var ifølge Bloomberg en stigning til 5,0.
Zew-tillidsindikatoren er udarbejdet af Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung (Zew) og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.
Ritzau Finans